Menneskelig ageren: En oversættelse af Ludwig von Mises’ “Human Action” | Kapitel 1 – Afsnit 1

Menneskelig ageren er målbevidst opførsel. Med andre ord:  https://www.militariaweb.dk/Handling er vilje taget i funktion og gjort til et agentur. Handling er at sigte mod mål og intentioner. Handling er egoets meningsfulde reaktion til stimuli og til betingelserne af dets omstændigheder. Handling er en people bevidste justering til de tilstande af det univers, der bestemmer hans liv. Sådanne parafraseringer kan klargøre den givne definition og begrænse mulige misforståelser, men definitionen er i sig selv tilstrækkelig og kræver ikke yderligere redegørelse.

Bevidst og målrettet opførsel er i skarp kontrast til ubevidst opførsel – så som reflekssvar og kroppens nerver og cellers respons til stimuli. Folk er sommetider villige til at tro på, at sondringen mellem bevidst opførsel og ufrivillig respons til stimuli er mere eller mindre ubestemt. Dette er udelukkende korrekt i den forstand, at det oftest er svært at påvise, hvorvidt konkret opførsel er at betragte som frivillig eller ufrivillig. Men skellet mellem bevidst ageren og ubevidst opførsel er ikke desto mindre skarp og kan tydeligt bestemmes.

Den ufrivillige opførsel af de kropslige organer og celler er for det handlende ego ikke et mindre datum cease alle andre fakta i den eksterne verden. Det handlende menneske må tage alt, hvad der foregår i hans egen krop, til overvejelse lige såvel som andet statistics som for eksempel vejret eller naboernes attitude. Der er selvfølgelig en margin, hvori frivillig coping with har magten til at neutralisere funktionen af de kropslige omstændigheder. Det er muligt inden for særlige grænser at få kroppen beneath kontrol. Mennesket kan sommetider ved hjælp af viljens kraft overkomme sygdomme, kompensere for medfødte eller erhvervede mangler i dets fysiske sammensætning eller undertrykke reflekser. Så vidt dette er muligt er feltet for bevidst opførsel udvidet. Hvis et menneske abstraherer fra at kontrollere celler og nervers ufrivillige reaktion, selvom han canine er i tilstand til at gøre det, vil dette menneskes opførsel betragtes som bevidst fra vores synspunkt.

Det videnskabelige felt, vi beskæftiger os med, er menneskelig ageren – ikke de psykologiske begivenheder, der resulterer i dealing with. Det er lige præcist dette, der gør den generelle teori om menneskelig ageren, praxeologi, forskellig fra psykologi. Psykologiens felt er de interne begivenheder, der resulterer eller kan resultere i en bestemt managing. Praxeologiens felt er managing som sådan. Dette afregner også forholdet mellem praxeologi og det psykoanalytiske koncept om underbevidstheden. Psykoanalyse er også psykologi og behandler ikke dealing with, men de kræfter og faktorer, der motive force mennesket mod en dealing with. Den psykoanalytiske underbevidsthed er en psykologisk og ikke en praxeologisk kategori. Hvorvidt en coping with stammer fra grundig overvejelse eller glemte minder og undertrykte lyster påvirker ikke handlingens natur. Morderen, hvis underbevidste trang (Id’et) driver ham mod hans forbrydelse, og neurotikeren, hvis afvigende adfærd virker meningsløs over for en utrænet observatør, handler begge to – som alle andre sigter de mod særlige formål. Det er netop på baggrund af psykoanalysen, at guy har kunnet demonstrere at selv neurotikere og psykopaters opførsel har mening bag sig – at de også handler og opfører sig målrettet, selvom vi, som betragter os selv som normale og mentalt raske, betragter ræsonnementet bag deres valg af mål som uden mening, og de midler, de vælger for at opnå disse mål, som i modsætning til formålet.

Begrebet “ubevidst” som brugt af praxeologer og begreberne “underbevidst” og “ubevidst” som anvendt af psykoanalysen tilhører to forskellige tankesystemer og forskning. Intet mindre quit de andre vidensdiscipliner, skylder praxeologi meget til psykoanalysen. Ikke desto mere er det vigtigt at være opmærksom på linjen, der separerer praxeologi fra psykoanalyse.

Menneskelig ageren er ikke naked et spørgsmål om at skænke præferencer. I situationer, hvor begivenheder er uundgåelige eller menes at være, foretrækker mennesket også. Et menneske kan foretrække sol over regn og måske ønske at solen ville bortvejre skyerne. Mennesket, der kun ønsker og håber, forstyrrer ikke aktivt begivenhedernes forløb and dermed formningen af hans skæbne. Men det agerende menneske vælger, beslutter og forsøger at opnå et mål. Af to ting – begge han ikke kan have samtidigt – vælger han en og opgiver en anden. Handling vil derfor altid involvere både det at tage og det at give afkald.

At udtrykke ønsker og håb og at meddele planlagt ageren kan være former for handlinger i det omfang, at de i sig selv sigter efter realiseringen af bestemte formål. Men de må ikke forvirres med realiseringen af handlingerne, de refererer til. De er ikke identiske med de handlinger de meddeler, anbefaler eller afviser. Handling er et rigtigt fænomen.

Det, der betyder noget, er menneskets komplette opførsel og ikke hans snak om planlagte, guys ikke realiserede, handlinger. Tværtimod må coping with tydeligt skelnes fra anvendelsen af arbejdskraft. Handling betyder anvendelsen af midler for opnåelsen af formål. Det agerende menneskes arbejdskrafte er som regel et af midlerne anvendt, guys dette er ikke altid tilfældet. Under særlige betingelser er et ord alt, hvad der er behov for. Mennesket, der giver ordrer eller forbud, kan cope with uden, at det er på bekostning af arbejdskraft. At snakke eller lade være, at smile eller forblive seriøs kan være dealing with. At forbruge og nyde er intet mindre en coping with cease det at abstrahere fra tilgængelig forbrug og nydelse.

Praxeologi skelner konsekvent ikke mellem det “aktive”, energiske, “passive” eller ugidelige menneske. Det energiske menneske, der energisk striver efter at forbedre sine vilkår handler ikke mere eller mindre give up den sløve mand, der dovent tager tingene, som de kommer. At gøre ingenting og at være passiv er også dealing with – også de bestemmer begivenheders forløb. Dér hvor vilkårene for menneskelig indgreb er til stede, handler mennesker uanset om personen blander sig eller afholder sig fra at blande sig. Mennesket, der udstår hvad han kunne have ændret, handler ikke mindre stop personen, der griber ind med henblik på at opnå et andet resultat. Et menneske, der holder sig fra at påvirke mulige fysiologiske og instinktive faktorer i kraft, handler også. Handling er ikke udelukkende at gøre – og ikke mere cease at undlade at gøre, hvad der muligt kunne have været gjort.

Man kan sige, at coping with er manifestationen af et menneskes vilje. Men dette ville ikke tilføje noget som helst til vores viden. For begrebet vilje betyder ikke andet cease menneskets evne til at vælge mellem forskellige former for forhold; til at foretrække det ene og tilsidesætte det andet; og til at opføre sig i overensstemmelse med beslutningen taget for at opnå det valgte forhold og svigte det andet.

En markedsanarkistisk retsorden
By Robert P. Murphydec 10, 2014No Comments
Oversættelse af første del af Robert P. Murphys pamflet ‘Chaos Theory’ fra 2002, som søger at udforske, hvordan et fuldstændigt markedsbaseret samfund ville kunne fungere særligt ift. Sikring og beskyttelse af ejendomsrettigheder.

Privatret [1]
Retssystemet er uden tvivl den del af samfundet, som guy i hvert fald vil påstå kræver statens hjælp. Selv hæderkronede laissez-faire tilhængere såsom Milton Friedman og Ludwig von Mises mente, at en stat måtte eksistere for at beskytte privat ejendom og definere ”spillets regler”.

Ikke desto mindre rettede de deres argumenter mod nødvendigheden af lovgivning som sådan. De antog simpelthen, at markedet var ude af stand til at definere og beskytte ejendomsrettigheder. De tog fejl.

I dette essay vil jeg argumentere for, at opløsning af staten ikke vil medføre et lovløst kaos. Frivillige institutioner vil opstå for effektivt og fredsommeligt[2] at løse stridigheder, som måtte opstå i dagligdagen. ’Markedsloven’ vil ikke blot være mere effektiv, den vil også være mere retfærdig end statsalternativet.

Ligesom højreorienterede høge omfavner den Orwellianske forestilling om, at Krig er Fred, tror venstreorienterede egalitarister at Slaveri er Frihed.[3] Høgene prædiker endeløs krig for at ende krig, imens socialdemokrater opretholder massivt tyveri – eller ”beskatning”, som de kalder det – for at stoppe kriminalitet.

Det er på høje tid at opgive sådanne uhyrlige paradokser. Det krævede ingen konge at producere sprog, penge eller videnskab, og det kræver ingen stat at producere en retfærdig retsorden.

I. Kontrakter
Først og fremmest må vi opgive idéen om baggrundsret [law of the land, NA]. Der behøver ikke kun at være ét sæt lovgivning, som gælder alle og enhver. I alt fald har et sådant system aldrig eksisteret. Lovgivningen i hver af de halvtreds stater er forskellig og forskellen i retsordener mellem lande er endnu tydeligere. Alligevel håndterer vi dagligdagen og såvel besøger som handler med andre nationer uden de store problemer.

Alle handlinger i et fuldstændig frit samfund[4] vil være undergivet kontrakter. Eksempelvis er det i øjeblikket kriminelt at stjæle, fordi lovgivningsmagten siger det. En given arbejdsgiver ved, at hvis jeg stjæler fra hans virksomhed, kan han underrette staten, som vil straffe mig.

Men i et statsløst samfund ville der ikke være et samlet lovgivet lovkompleks, og der ville heller ikke være statslige domstole eller politi. Ikke desto mindre vil arbejdsgivere stadigvæk gerne have en shape for beskyttelse mod tyveri fra deres ansatte. Derfor ville arbejdsgiveren bede den arbejdssøgende om at underskrive et dokument[5] inden ansættelsen, der indeholdt klausuler såsom ”jeg lover ikke at stjæle fra virksomhed Y. Hvis jeg opdages i at stjæle, som fastslået af Mæglervirksomhed X, vil jeg acceptere at betale den erstatning, som Mæglervirksomhed X anser for at være passende.”

Vi bemærker straks to forhold ved denne kontrakt. For det første er den indgået fuldstændig frivilligt – enhver ”lov” er af medarbejderen blevet anerkendt, førend den bliver juridisk bindende. For det andet sikrer Mæglervirksomhed X’s eksistens, at enhver stridighed afgøres rimeligt og objektivt.

For at erkende dette kan vi forestille os, at det ikke forholdt sig således. Antag at en stor virksomhed bestak dommerne hos Mæglervirksomhed X, således at dovne medarbejdere (som alligevel skulle fyres før eller siden) blev (urigtigt) anklaget af arbejdsgiverne for misbrug af betroede midler, hvorved Mæglervirksomhed X altid afsage kendelsen ”skyldig”. Med en sådan lumsk plan ville den store virksomhed kunne snyde sine medarbejdere for tusindvis af kroner, inden de blev fyret. Idet de uheldige medarbejdere på forhånd havde accepteret at følge mæglerrettens afgørelser, ville de intet kunne stille op.[6]

Men efter nærmere overvejelse er det permit at indse, at en sådan opførsel ville være tåbelig. Blot fordi en mæglervirksomhed afgjorde sagerne på en bestemt måde, betyder ikke at alle er enige i det, ligesåvel som folk klager over skandaløse domstolskendelser af statens dommere. Pressen ville følge op på de uretfærdige kendelser og people ville miste tilliden til objektiviteten af Mæglervirksomhed X’s kendelser. Potentielle medarbejdere ville tænke sig om en ekstra gang før ansættelse i den save virksomhed, så længe det krævede (i dets arbejdskontrakter) at folk underlagte sig den suspekte Mæglervirksomhed X.

Andre virksomheder ville støtte andre mere hæderlige mæglervirksomheder og medarbejderne ville strømme dertil. Før eller siden ville den keep korrupte virksomhed og Mæglervirksomhed X lide enorme financielle tab som straf for deres opførsel.

Under markedsanarki ville alle aspekter af sociale interaktioner være ”reguleret” af frivilligt indgåede kontrakter. Specialiserede virksomheder ville formentlig udbyde standardiserede formularer, således at nye kontrakter ikke behøvedes udformet, hver gang mennesker handlede sammen. Hvis en kunde eksempelvis købte noget til afbetaling, ville virksomheden bede ham om at underskrive en formular, der sagde noget i retning af ”jeg accepterer betingelserne af 2002-udgaven af Standardopsatte Betalingsprocedurer, som udbredt af retsvirksomheden Z”.

I. Ekspertise
Under dette gadget ville retseksperter og ikke korrupte og kluntede politikere skabe udkastet til baggrundsretten [law of the land, NA]. Disse eksperter ville tilmed være valgt i en åben konkurrence med alle rivaler. I øjeblikket kan man købe manualer i opgaveskrivning eller ordbøger til det engelske sprog. Staten behøver ikke på disse områder at tilvejebringe”eksperterne”. Det samme vil være gældende for non-public juridiske kontrakter. Alle kender grammatikkens ”regler”, ligesom alle ville vide, hvad der ville være ”lovligt”, og hvad der ikke ville være.

Ii. Mord
En af de mest fundamentale klausuler i ethvert kontraktuelt forhold – det værende at besøge et indkøbscenter eller at leve i et bofælleskab – vil være stærke forbud mod mord. Med andre ord vil alle kontrakter af denne kind besidde en klausul, der udtrykker at ”hvis jeg findes skyldig i mord, vil jeg acceptere at betale Y millioner kroner til den dødes bo”. Naturligvis ville ingen underskrive en sådan kontrakt medmindre man var sikker på, at de gældende retslige processer, som afgjorde hans skyld eller uskyld, benyttede en stærk formodning af uskyld; ingen ville have lyst til at blive dømt skyldig for et mord, guy ikke havde begået. Men på den anden side skulle de retslige processer være udtænkt således, at der stadig ville være en stor sandsynlighed for, at skyldige personer faktisk også blev kendt skyldige, idet people ikke har lyst til at manage ind i et indkøbscenter, hvor mord går ustraffet fowl.

Og fordi alle kontrakter af denne kind (undtagen eventuelt meget besynderlige områder beboet af mennesker, som godt kan lide at leve livet farligt) ville indeholde sådanne klausuler kunne man sige at ”mord er ulovligt” i hele det anarkistiske samfund selvom de bevismæssige regler og strafferammer kunne variere fra område til område. Men dette er ikke anerledes i forhold til vores nuværende device [7] og alligevel tvivler ingen på at ”mord er ulovligt” i dagens USA.

Iii. Udgangspunktet er profitabilitet
Det exceptional ved dette device er, at der tages hensyn til alles modsatrettede ønsker. Markedet løser dette problem hver dag i forbindelse med andre goder og serviceydelser. Eksempelvis ville det være meget bekvemt for forbrugere, hvis en delikatesseforretning havde åbent døgnet rundt. Men på den anden aspect ville sådanne arbejdsdage være meget trættende for medarbejderne. Følgelig afvejer markedsmekanismerne profit versus tab og afgør dermed de ”korrekte” åbningstider.

På samme måde så vi ovenfor, hvorledes bevismæssige regler ville blive fastlagt below et privatretsystem. Idet folks kontraktligt ville underordne sig bestemte mæglervirksomheders afgørelser, ville det være nødvendigt for mæglervirksomhederne at have et omdømme, der besad objektivitet såvel som retfærdighed for de sagsøgte. Ikke desto mindre ville ejere af butikker, firmaer, udlejningsbiler osv. Kræve nogle måder at opnå erstatning ved tyveri og således ville mæglervirksomhederne ikke være for overbærende. Ligesom ved delikatesseforretningens åbningstider vil retsplejen blive afgjort ved testen om income versus tab. Måske vil der være nævninge, måske ikke. Vi kan ikke på forhånd forudsige dette, ligesom vi ikke a priori kan sige hvor mange trehjulede cykler, der ”burde” blive lavet i år; vi lader markedet tage sig af dette – in keeping with automatik.

II. Forsikring
Det kontraktlige gadget som beskrevet ovenfor synes at virke fint bortset fra et nagende problem: Hvordan kan folks have råd til at betale disse enorme bøder? Nogle kan ganske vist underskrive et stykke papir, der erklærer at guy er villig til at betale erstatning til arbejdsgiveren, hvis guy opdages i at stjæle. Men antag at guy alligevel stjæler og findes skyldig af mæglervirksomheden, men man ingen penge har. Hvad gør man så?

Tja, hvordan virker vores nuværende device for bilskader? I øjeblikket er det sådan, at hvis jeg rammer siden af en eller andens bil, skal jeg betale en betragtelig bøde. Eller rettere sagt betaler mit forsikringsselskab.

Det vil være det samme for alle erstatningsforpligtende handlinger og forbrydelser beneath det gadget, jeg har beskrevet. Et forsikringsselskab vil virke som garant (eller kautonist) for en klients indgåede kontrakter med forskellige virksomheder. Ligesom en financial institution benytter eksperter til effektivt at allokere indlånernes penge til låntagerne, ville eksperterne hos forsikringsselskaberne afgøre ricisi ved bestemte kunder (dvs sandsynligheden for at han eller hun ville bryde kontrakterne ved at stjæle eller dræbe) og opkræve en passende præmie. Andre virksomheder ville således ikke behøve at holde øje med alle sine kunder og medarbejdere; virksomhedernes eneste ansvar ville være at sikre sig, at alle de havde at gøre med, bar en forsikringspolice hos et anerkendt forsikringsselskab.

Under dette machine vil ofre for kriminalitet altid blive betalt øjeblikkeligt. (I modsætning til statssystemet hvor ofre som oftest intet får udover tilfredsstillelsen ved at se gerningsmændende bag tremmer.) Der ville også eksistere incitamenter for folk til at opføre sig ansvarligt. Ligesom hensynsløse bilister betaler højere præmier for bilforsikring, ville vaneforbrydere blive opkrævet højere præmier for deres kontraktforsikring.

Og hvorfor ville personer med grasp til kriminalitet overhovedet bekymre sig om sit forsikringsselskab? Tja, hvis han stoppede med at betale præmierne, ville forsikringsdækningen ophøre. Uden at have nogen til at tegne for de kontraktlige forpligtelser, ville en sådan person være en ganske dårlig kunde eller arbejdstager. Man ville ikke ansætte ham eller turde lade ham kigge rundt i en porcelænsbutik, idet der ingen juridisk mulighed for regres ville være, hvis han gjorde noget ”kriminelt”. For at klare sig i samfundet ville det være ekstremt nyttigt at beholde ens forsikringsdækning ved altid at betale præmierne. Og dette betyder, at det vil være i ens største interesse at afholde sig fra kriminelle handlinger, idet dette ville være måden hvorpå guy kunne holde priserne for forsikringspræmierne nede.

Ganskevist synes sådanne argumenter fantasifulde. Men de gør sig ikke desto mindre gældende i det moderne kreditkortsystem. Folk tildeles enorme kassekreditter, nogle gange blot ved at udfylde en enkelt formular, og det er utrolig nemt at give sig af med kreditkortsbedrageri. En ødsel person kan stifte en betydelig gæld og simpelthen afvise at tilbagebetale denne, hvormed der ganske enkelt intet fysisk vil ske ham. Men de fleste personer opfører sig ikke på en sådan uansvarlig måde, fordi de ikke ønsker at ødelægge deres kredithistorie. Hvis de gør, så ved de, at de for altid vil være afskåret fra at benytte dette ellers så vidunderlige kapitalistiske værktøj.

III. Fængsling
Vi har nu fastslået, at en retsorden baseret på frivilligt indgåede kontrakter teoretisk set kan forestilles, og at dette endda ville kunne fungere i et samfund befolket af egennyttige guys til syvende og sidst rationelle mennesker.

Men hvad med de virkelig barske tilfælde? Hvad med den uforbederlige bankrøver eller den forrykte øksemorder? Der vil utvivlsomt være afvigende og asociale individer, som ved ondsindethed eller uvidenhed ignorerer incitamenterne og begår kriminalitet. Hvordan ville et markedsanarkistisk system tage sig af sådanne mennesker?

Først og fremmest skal guy huske på, at hvor som helst guy står placeret i et fuldstændig libertariansk [8] samfund, vil man være på en eller andens ejendom. Det er på baggrund af dette, at magt kunne blive anvendt imod de kriminelle uden at krænke deres naturlige rettigheder.

Eksempelvis ville en biograf have en kontrakt[9] indeholdende en klausul, der sagde noget i retning af, at ”hvis jeg kendes skyldig af en anerkendt mæglervirksomhed [eventuelt vedlagt som bilag] i en kriminel dealing with, frafaldes biografejeren ethvert erstatningsansvar, skulle bevæbnede mænd fjerne mig fra hans ejendom”.

Vi kan således se, at det ikke nødvendigvis er en modsigelse at benytte magt til at fjerne uvedkommende i et fuldstændig frivilligt samfund. Alle sådanne handlinger ville på forhånd være bemyndiget af modtagerne selv [10].

Men hvad skulle man gøre af disse galninge, når først de var blevet ”arresteret”? Specialicerede virksomheder tilbydende højsikkerhed, ligesom de nuværende fængsler, ville givetvis opstå. ”Fængslerne” i et markedsanarki ville imidlertid konkurrere indbyrdes om at tiltrække kriminelle.

Overvej følgende: Intet forsikringsselskab ville garantere for en seriemorder, hvis han ansøgte om et process på det lokale bibliotek, men de ville have med ham at gøre, hvis han accepterede at leve i forvaring i en sikret bygning. Forsikringsselskabet ville sørge for at ”fængslet”, som forvarede ham, var veldrevet. Når alt kommer til alt ville forsikringsselskabet være erstatningshæftende, hvis personen flygtede og dræbte igen, idet selskabet har forpligtet sig til at erstatte enhver skade klienten måtte forvolde.

På den anden facet ville der ikke eksistere unødige grusomheder for de fængslede i et sådant machine. Skønt de ingen hazard ville have for at flygte (i modsætning til statens fængsler), ville de ikke blive tæsket af sadistiske fangevogtere. Hvis dette forekom, ville de ganske enkelt skifte til et andet fængsel, præcis ligesom rejsende kan skifte motel, hvis de anser personalet for at være uhøfligt. Forsikringsselskabet (som garanterer for den voldelige person) ville desuden være ligeglade med hvilket fængsel dets klienter valgte, så længe dets inspektører blot havde konstateret, at fængslet ikke kunne lade klienterne flygte ud til den almindelige befolkning.

IV. Problemstillinger
På trods af at det forelagte markedslovsystem overordnet set er logisk sammenhængende og gennemførligt, vil det utvivlsomt vække nogen former for skepsis. Jeg vil herunder kortfattet behandle nogle af de sædvanlige (og velbegrundede) bekymringer. [11]

i. ”Hvad med dem som ingen forsikring har?”
Hvis en character ikke var forsikret, ville der for andre mennesker ikke være en garanteret mulighed for regres, skulle den pågældende forvolde skade eller stjæle deres ejendele. En sådan individual ville blive mødt med mistro og people ville, udover enkelte handler involverende mindre beløb, være tilbøjelige til ikke at manage med ham. Han ville formentlig være ude af stand til at få et fuldtidsjob, et banklån eller et kreditkort. Mange bolig- og erhvervsområder ville formentlig kræve af alle besøgende, at de var forsikrede, inden de overhovedet fik lov at komme ind. [12]

Vi ser således, at de der ikke er forsikrede, vil have deres muligheder, inklusive deres bevægelsesfrihed, ganske begrænset. Samtidig vil forsikringspræmierne for basale kontraktforsikringer, i det mindste for personer uden kriminelle baggrunde, være ganske lave.[13] Så der ville ikke være ret mange mennesker, der ikke ville være i besiddelse af denne kind forsikring. Det er korrekt at nogle mennesker alligevel ville begå forbrydelser, og intet forsikringsselskab ville kunne betale erstatning herfor, men sådanne tilfælde vil opstå under enhver retsorden.

Derudover vil det være således, at når nogen (uden forsikringsdækning) har begået en alvorlig forbrydelse, vil han stadig blive jagtet af detektiver præcis ligesom below statssystemet. Og hvis disse (meget mere effektive) private detektiver på ethvert tidspunkt fandt den pågældende på en ejendom, ville de have fuld ret til at arrestere ham.[14]

ii. Stridende institutioner
Kritikere afviser ofte privatret ved at påstå, at stridigheder imellem håndhævelsesinstitutioner vil lede til kamp – selvom dette vel at mærke hele tiden sker stater imellem. I virkeligheden ville incitamenterne til fredeligt at løse eventuelle stridigheder i et markedsanarki være længt større give up i det nuværende device. Væbnede kampe er en bekostelig affære, og personal virksomheder tager sig langt mere nøjsomt af deres værdier, end statens bureaukrater tager sig af deres undertvungne individer og ejendomme.

Under alle omstændigheder ville de, der førte krig i et frit samfund, blive behandlet som enhver anden morder. I modsætning til statens soldater ville personal lejesoldater ikke besidde særlige voldsprivilegier. De institutioner der tolkede lovgivning ville ikke være de samme som de, der håndhævede lovgivning. Der hersker ingen reel årsag til i højere grad at skulle bekymre sig om kampe imellem de non-public håndhævelsesinstitutioner [15] give up kampe mellem statens hær og statens flåde.

Iii. “Vil mafiaen ikke overtage magten?”
Paradoksalt er det, at frygten for at blive regeret af organiserede kriminelle bander får people til at støtte staten, som netop er den mest ”organiserede” og mest kriminelle sammenslutning i menneskedens historie. Selv hvis det passede, at folks beneath markedsanarki skulle betale beskyttelsespenge og indimellem få nogle klask, ville dette være småting sammenlignet med den beskatning og de mange krigsofre, som forårsages af stater.

Men selv dette ville være at give sig for meget. Bander får nemlig deres styrke fra stater – ikke det frie marked. Alle de brancher der traditionelt forbindes med organiseret kriminalitet – gambling, prostitution, salg af stoffer – har været forbudte eller er svært regulerede af staten.[16] I et markedsanarki ville professionelle i stedet udkonkurrere sådanne skruppelløse aktører.

Iv. “Dine forsikringsselskaber vil blive den nye statsmagt!”
Tværtimod vil de non-public virksomheder udbydende juridiske ydelser have langt mindre magt under et markedsanarki stop den nuværende stat besidder. Mest oplagt er det, at der ingen magt til at beskatte eller monopolisere ”ydelser” vil være. Hvis et givent forsikringsselskab var tilbageholdende i forhold til at betale legitime krav, ville dette hurtigt blive kendt, hvormed folk ville tage dette i betragtning ved handler involverende klienter hos det berygtede selskab. [17]

Frygten for at personal individer (underneath et markedsanarki) vil erstatte politikere, overser de faktiske årsager til statens unoder. I modsætning til feudale monarker ejer demokratiske ledere egentlig ikke de resourcer (deriblandt menneskelige), som de kontrollerer. Derudover er varigheden af deres styre (og dermed kontrol med resourcerne) ganske uvis. Følgelig er politikere og andre regeringsansatte ikke særligt omhyggelige med at bevare (markeds)værdien af ejendomme below deres retskreds. Aktionærer i non-public virksomheder har derimod enhver interesse i at vælge personale og politikker, der maksimerer virksomhedens rentabilitet.

Alle statens mange grufuldheder – besværlige skatter, brutalt politi, total krig – er ikke alene uhyrlige, de er også skammeligt ineffektive. Det ville aldrig være rentabelt for anarkistiske forsikrings- og retsselskaber at efterligne statens politikker. [18]

v. Børn
Problemstillingen vedrørende børn er en af de mest vanskelige. Lad os i første omgang bemærke at ansvarlige forældre udelukkende ville benytte de skoler, og bo i de lejligheder eller bygningskomplekser, hvor beskyttelse af deres børn var højeste prioritet for personalet.

Udover dette kunne de basale ”forbud” mod forældremishandling og forsømmelse af børnene blive aftalt i ægteskabskontrakten. Foruden hvad der ellers kan være af kærlighed, er et ægteskab til syvende og sidst et partnerskab imellem to personer, og fornuftige ægtepar vil offentligt udpensle den indgåede aftale med alle de fordele og forpligtelser, der medfølger. Eksempelvis kunne en kvinde, inden opgivelse af sin karriere for at opfostre sin mands børn, kræve tilsagn om økonomiske midler i tilfælde af skilsmisse (dvs. Opløsning af partnerskabet). På samme måde kunne en standardklausul i ægteskabskontrakter definere og specificere straffen for upassende behandling af børn. [19]

En anden pointe at bemærke er den forøgede rolle, som adoption vil spille i et frit samfund. Så meget som det nu engang vil kunne chokere moderne følelser, ville der eksistere et fuldt funktionsdygtigt ”infant marked”, hvorved forældreprivilegier ville blive solgt til højestbydende. [20] Selvom det kan virke stupidt, ville et sådant marked med sikkerhed reducere børnemishandling. Når alt kommer til alt vil mishandlende eller forsømmende forældre formentlig være ganske tilbøjelige til at supply deres børn væk til adoption, hvis kærlige forældre tillades at betale rundhåndet for dem. [21]

Det kontroversielle spørgsmål omkring abort ville, ligesom andre konflikter i et privatretssystem, blive håndteret af konkurrerende virksomheder, der fastsatte politikker således, at de bedst muligt matchede kundernes ønsker. De nok så forfærdede over denne praksis kunne etablere et lukket beboelsesfællesskab, hvori alle beboere accepterede at afholde sig fra brug af abort samt at anmelde enhver, der blev opdaget i at få udført en sådan.[22]

vi. Registrering af ejendomsrettigheder
Hvem definerer ejendomsrettigheder i et markedsanarki? Hvilken garanti har guy, hvis guy køber et hus? Det er en kompleks problemstilling og jeg vil ikke være i stand til at deliver detaljerede svar, idet den egentlige markedsløsning vil afhænge af de specifikke omstændigheder og ville trække på hele samfundets juridiske ekspertise (som er langt større cease min egen). [23] Jeg kan dog fremføre nogle generelle bemærkninger.

Hvad cease (hvis nogen) ejendomsrettigheders abstrakte eller metafysiske natur er, vil formålet med ejendomsrettigheder være ganske utilitaristisk: De er nødvendige for, at individer kan være i stand til effektivt at planlægge og koordinere interaktioner med hinanden. Specialiserede virksomheder (eventuelt adskilt fra mæglervirksomhederne) ville stå for registrering af ejendomsrettigheder for enten specifikke områder eller grupper af individer. Registrering af ejendomsrettigheder ville formentlig blive håndteret igennem et komplekst, hierarkisk internet af sådanne virksomheder. [24]

Frygten for at slyngelvirksomheder ensidigt skulle erklære sig selv for ”ejere” af alting er fuldstændig ubegrundet. I et markedsanarki ville virksomhederne, som udstedte rettighederne til ejendom, ikke være de samme som de virksomheder, der håndhævede disse rettigheder. Hvad mere er, konkurrencen mellem virksomheder ville tilvejebringe ægte ”exams and balances”. Hvis en virksomhed begyndte at trodse samfundsnormerne, som etableret og kodificeret på markedet, ville denne gå konkurs, ligesom en producent af ordbøger ville gå konkurs, hvis de producerede bøger indeholdende forkerte definitioner.

Vii. Uendelig regres
En mere sofistikeret kritik går på, at mit forslag hviler på et cirkulært argument: Hvordan kan folks benytte kontrakter til at definere ejendomsrettigheder, når et system af ejendsomsrettigheder er nødvendigt for at afgøre, hvilke kontrakter der er gyldige? Når alt kommer til alt kan Smith ikke sælge Jones en bil for et bestemt beløb, uden at det på forhånd er fastslået, at Smith er ejer af bilen (og Jones ejer af pengene).[25]

For at se løsningen er det nødvendigt at bryde problemet op i to dele. Først og fremmest bør vi spørge: ”Ville det frie marked kunne tilvejebringe grundlaget for sociale interaktioner?”. Jeg vil mene, at de foregående afsnit har påvist dette. Det vil sige, at jeg ovenfor har vist, at hvis vi havde et device med ejendomsrettigheder anerkendt af konkurrerende virksomheder, ville et kontraktligt system, styrende udvekslingen af disse rettigheder, danne et stabilt grundlag for privatret.

Et ganske anderledes spørgsmål at stille er: ”Hvordan er disse rettigheder defineret og allokeret til at begynde med?”. Dette er et bredt emne, og vil blive addresseret i det følgende afsnit. Men for at behandle emnet i relation til den påståede uendelige regres, bør vi betragte aftaleret [contract law, NA].

Aftaleret er en specifik gren af jura, ligesom erstatningsret eller forfatningsret er det. Det benyttes eksempelvis til at afgøre, hvorvidt en indgået aftale mellem to parter er juridisk bindende. Helt sikkert er det, at aftaleret [conctract law, NA] ikke kan blive etableret i et anarkistisk machine med en kontraktlig retsorden, for ville dette ikke være at gå i ring?

Nej. De kontraktlige tilsagn givet af individer ville indeholde bestemmelser for alle eventualiteter som håndteret af den nuværende aftaleret. Eksempelvis ville forsikringsselskabet, støttende en given kunde, love at ”vi vil godtgøre enhver gæld, som vores klient forsømmer at tilbagebetale, så længe forpligtelserne er tydeligt udpenslet i en gyldig kontrakt ifølge bestemmelserne som beskrevet i hæftet Standard Aftaleret udgivet af retsvirksomheden Z”.

Dette hæfte ville muligvis kræve kontrakten underskrevet med sort blæk, bekræftet notarielt ved keep beløb og at kontraktens underskrivere havde en passende alder og ædruelighed, og at de ikke var underneath voldelig tvang ved kontraktens indgåelse. [26] Som ved alle dele af privatret ville de nøjagtigt gældende regler ved fortolkning af kontrakten blive afgjort through alles (muligvis modstridende) ønsker igennem testen om profit as opposed to tab.

Afslutningsvis bør vi huske på, at den endelige dommer i en given sag er… dommeren. Uagtet hvor omfangsrige lovbøgerne ville være, eller hvor indlysende præcedens måtte virke, vil enhver sag ultimativt afhænge af den subjektive tolkning givet af en opmand eller dommer, som må afsige kendelsen. [27]

Vi må aldrig glemme, at nedskrevne vedtægter som sådan er afmægtige hvis ikke varetaget af kompetente og retfærdige individer. Kun i et kompetitivt, frivilligt gadget er der noget som helst håb for retslig fortræffelighed.

Viii. “Hvordan kommer vi dertil?”
Vejen til et et frit samfund vil variere i forhold til områdets historie, og følgelig vil der ikke kun være en gældende måde. Vejen for nordkoreanske markedsanarkister vil uden tvivl være forskellig fra vejen for ligesindede individer i USA. I førstnævnte kan en voldelig omstyrtelse af et uretfærdigt styre forekomme, imens en gradvis og fredelig nedbrydning af staten er en mulighed i sidstnævnte. Det eneste som alle sådanne revolutioner ville være fælles om, ville være en forpligtelse hos den overvældende majoritet til fuldkommen respekt for ejendomsrettigheder.

Alle samfund, uanset hvor despotiske herskerne end måtte være, må besidde en basal grad af respekt for ejendomsrettigheder, selv hvis en sådan respekt er givet af skik frem for intellektuel forståelse. Alle mennesker ved, at det er en forbrydelse at voldtage eller slå ihjel[28] – selv voldtægsforbrydere og mordere ved dette.

Sådanne universelle, intuitive opfattelser af retfærdighed ville udgøre fundamentet for et privatretsystem. Denne udstrakte enighed ville muliggøre en udvikling af mere specifikke, kontraktligt definerede rettigheder. [29] Processen ville være vedvarende med et stadium af kodificerede ejendomsrettigheder og retsregler udgørende fundamentet for den næste generation af dommere og lærde til at systematisere og udvide samme.

Almindelige mennesker forstår den meningsløse spild forbundet med konflikter; de vil gøre sig stor umage og indgå keep kompromiser for at opnå konsensus. Eksempelvis respekterede nyligt ankomne minearbejdere beneath California Gold Rush, på trods af fraværet af en formel stat, tidligere bosætteres krav. For at tage et mere nutidigt eksempel følger selv de hårdeste bøller uden videre ”reglerne” i en spontan basketballkamp på trods af fraværet af en dommer.[30]

I et markedsanarki ville frie individer igennem deres støtte til konkurrerende rets- og forsikringsselskaber fremme en human og retfærdig retsorden. De asociale individer som forstyrrede processen (ved skamløst at krænke åbenlyse ejendsomsrettigheder) vil blive behandlet som tidligere beskrevet.

Ix. Retspositivisme?
Nogle læsere kan undres over, hvordan jeg kan fremsætte et alternativ til statens retssystem, når jeg ikke først giver en rationel teori om kilden til og naturen af legitime ejendomsrettigheder.

Svaret er simpelt: Jeg har ikke en sådan teori. Ikke desto mindre kan jeg stadig sige, at et markedsbaseret retssystem ville virke langt mere effektivt cease statsalternativet og at de normale indsigelser mod anarki er ubegrundede.

Der er en udbredt mistro til at lade markedet ”afgøre” noget så afgørende som, lad os sige, forbud mod mord. Men ”markedet” er blot et kort udtryk for helheden af frit handlende individers økonomiske interaktioner. At tillade markedet at fastsætte retsregler betyder i grunden, at ingen benytter vold til at påtvinge sin egen vision ned over alle andre. [31]

Mord er ikke forkert alene fordi det fejler markedstesten – selvfølgelig ikke. Men dets væsentlige umoralskhed vil komme til udtryk gennem markedskræfterne. Vi kan alle blive enige om – kontraktligt – at lade være med at begå mord og at afvente dommeres afgørelser, skulle vi blive retsforfulgt for en sådan forbrydelse. På denne måde ved vi, at vi ikke krænker nogens rettigheder.

Efter at vi er nået til en sådan enighed, og vores liv er sikrede, kan vi lade filosoffer og teologer diskutere hvorfor mord er forkert. Retslærde, der kan fremføre a priori konstruktioner af en retfærdig lov, ville bestemt spille en rolle i et markedsanarki; når alt komner til alt, ville deres tekster formentlig påvirke dommernes afgørelser. Ikke desto mindre fokuserer jeg i denne tekst på de markedskræfter, der vil forme privatretten og ikke på indholdet af en sådan ret.[32]

V. Anvendelsesmuligheder
Jeg har indtil nu koncentreret mig om de afgørende spørgsmål ved en teoretisk diskussion af privatret. Jeg vil nu illustrere et sådant structures anvendelighed i en bred vifte af områder og sætte dette i modsætning til ydelsen som udført af det statsmonopoliserede alternativ.

I. Produktsikkerhed
En af de mest almindelige beskyldninger imod ren laissez-faire er at et totalt ureguleret marked ville efterlade forbrugerne ved skånsesløse forretningsmænds nåde. Vi fortælles, at foruden et godgørende statsligt tilsyn ville mad være forgiftet, fjernsyn ville eksplodere, og højhuse styrte sammen.[33] Sandt er det, kunne sådanne kritikere medgive, at i det lange løb vil sådanne problematiske virksomheder gå konkurs. Men forhåbentlig skulle de der sælger dødbringende hamburgere, foruden tabet ved at miste fremtidige kunder, straffes øjeblikkeligt for dette.

Som ved andre retsområder tror jeg, at markedet ville håndtere disse tilfælde ved kontraktlige tilsagn. Når en forbruger købte noget ville en del af pakken bestå af en garanti såsom, ”hvis dette produkt forårsager skade, som afgjort ved en anerkendt mæglervirksomhed, er forbrugeren berettiget til standardskadeserstatningen”. Og, ligesom individer formentlig ville være nødsaget til at være forsikret hos et større forsikringsselskab, før nogen som helst ville handle med dem, ville forettninger ligeledes være nødsaget til at være forsikret imod mulige forbrugerretsager, hvis de ønskede at tiltrække kunder.[34]

Vi ser med det samme, at dette machine undgår de mareridtsscenarier som fremført af fortalere for statslig regulering. Lad os tage tilfældet ved flyrejser. Den Føderale Luftfartsadministration [Federal Aviation Administration, NA] ”garanterer”, at fly har haft ordentlig vedligeholdelse, at piloterne er veludvilede osv. Forbrugere slipper således for at bekymre sig om, hvorvidt deres fly styrter ned. I modsætning hertil påstår mange, at under et frit marked vil forbrugere være nødsaget til at føre statistik over antallet af flystyrt for hvert flyselskab, og de ville være nødt til at være eksperter i flyvedligeholdelse for at se, hvilke virksomheder var bedst.

Men dette er nonsens. Det eneste en flypassager behøver at gøre, er at sørge for, at når han køber en flybillet, er en del af det han køber et tilsagn (bakket op af et forsikringsselskab), der siger, at ”hvis du dør i et flystyrt, vil vores flyselskab betale dit bo Y millioner kr.” Idet forsikringsselskaberne står til at tabe millioner af kroner, hvis dette flyselskabs fly styrter ned, er det dem, der vil sørge for at hyre trænede inspektører, holde omhyggelige vedligeholdelsesjournaler osv. De ville sige til flyselskaberne: ”Ja, vi vil tegne for jeres, over for kunderne, kontraktlige forpligtelser, guys alene hvis i følger vores sikkerhedsprocedurer, tillader vores inspektører at granske jeres fly, udarbejder en passende undersøgelsesproces i forhold til jeres piloter osv., og hvis vi griber jer i at overtræde aftalen, pålægges I bøder i overenstemmelse hermed”. Idet forsikringsselskabet ønsker at profitmaksimere, vil de glædeligt betale for forebyggende tiltag, såfremt dette vil medføre større besparelser give up forventede betalinger til erstatninger for omkomne i et flystyrt.

Dette står i skærende kontrast til det nuværende system. FAA opsætter også retningslinjer, guys hvad er dets incitamenter? Hvis et flystyrt forekommer, vil FAA modtage flere penge, idet alle ville sige, at flystyrtet viste, hvordan det forfærdelige ”frie marked” for fly er. Opsvulmede statslige styrelser forvalter altid deres resourcer dårligt, således at der er for mange mellemledere og for få inspektører. Vigtigst er det, at idet der ingen konkurrence er, eksisterer der ingen at sammenligne FAA’s tilsyn med. Nogle underordnede mekanikere kunne have en god idé til, hvordan man forbedrer flysikkerheden, men det bureaukratiske FAA ville bruge årevis for at implementere det.

Ii. Professionel licensudstedelse
Tæt knyttet til produktsikkerhed er den professionelle licensudstedelse. Lad os benytte medicin som eksempel. Uden statslig regulering tror mange, at patienter vil være overladt til kvaksalvernes nåde. Uvidende forbrugere ville gå til den hjernekirurg, der nu engang tog den laveste pris, og følgelig ville de blive slagtet på operationsbordet. For at forhindre dette må den velvillige stat træde til og opsætte retningslinjer – opbakket af våben – til at begrænse dem, der går ind i det medicinske erhverv.

Dette er selvfølgelig noget sludder. Frivillige organisationer, som udelukkende tillod kvalificerede læger i deres stand, ville formentlig opstå. Bekymrede forbrugere ville kun benytte de læger, der var godkendt af anerkendte foreninger. Patienterne ville, inden de gennemgik risikable behandlinger eller indtog ordineret medicin, kræve kontraktlige tilsagn om erstatning ved tilfælde af skader. Igen er det forsikringsselskaberne, som ville sørge for at lægerne, som de forsikrede, lease faktisk var kvalificerede. Idet de står til at tabe millioner af kroner i eventuelle fejlbehandlingssager, ville forsikringsselskaberne være meget forsigtige ved fastsættelse af deres standarder.

Et sådant machine ville være langt at foretrække i forhold til det nuværende system. Som det er nu, er den Amerikanske Lægeforening [American Medical Association (AMA), NA] intet mindre give up en bedre fagforening, som påkræver lægerne umådeligt meget uddannelse og oplæring, for således kunstigt at kunne begrænse antallet af praktiserende læger, hvormed de motive force lønninger (og generelt udgifter til sundhedsplejen) i vejret. Uden dets monopol ville AMA være ude af stand til at kontrollere væksten i ”alternative” behandlingsformer, såsom naturlægemidler, som omgår den nuværende trygge alliance mellem keep medicinalvirksomheder, hospitaler og staten.

Man må også indse, at incitamenterne hos Fødevare- og Lægemiddelsstyrelsen [Food and Drug Association (FDA), NA] gør den alt for konservativ: Dør nogen som følge af et nyt lægemiddel godkendt af FDA, vil FDA få skylden. Men dør nogen, fordi FDA ikke godkendte et nyt lægemiddel, tildeles FDA ikke skylden, idet skylden således pålægges selve sygdommen. Følgelig tilbageholdes mange potentielt set livreddende lægemidler i øjeblikket fra døende patienter. I et fuldstændig frit marked ville patienter have lov til at tage alle de lægemidler, de måtte ønske.

Iii. Våbenkontrol
Jeg er klar over, at nogle libertarianere finder enkelte aspekter af mit device en smule foruroligende. Foruden ubetingede garantier for abstrakte rettigheder kan det virke som om, at der altid er en fare for, at staten kan smugles ind advert bagdøren.

Istedet for at undvige sådanne emner vil jeg provide det bedste eksempel, som jeg mener bedst kan demonstrere forskellen mellem det konventionelle libertarianske synspunkt og mit eget: våbenkontrol. Som det skal vise sig, mener jeg ikke, at mit perspektiv er uforeneligt med den libertarianske overbevisning, omend jeg tror, at det (i det mindste til at begynde med) vil gøre mange libertarianere utilpas.

De gængse argumenter om våbenkontrol lyder som følger: Modstandere siger, at våbenkontrol vil gøre people forsvarsløse over for kriminelle og efterlade borgerne i statslederes nåde – loven kan først træde i kraft, når nogen hire faktisk har benyttet sit våben imod uskyldige. Fortalere for våbenkontrol hævder imidlertid, at denne role er alt for dogmatisk – nogle forebyggende foranstaltninger må nødvendigvis kunne begrundes i offentlighedens interesse.

Som ved de fleste debatter inden for rammerne af et statsligt retssystem, mener jeg, at begge parter har legitime pointer. Det er helt afgjort, at vi ikke kan stole på, at staten skal beskytte os, såsnart den har afvæbnet os. Men på den anden side føler jeg det en smule fjollet at hævde, at people skulle have mulighed for at opbygge lagre af atomvåben i deres kælder. (En streng tolkning af mange libertarianske argumenter ville indebære netop dette). Heldigvis tillader det privatretlige machine, som jeg har beskrevet, os at omgå dette ”tradeoff”.

Vi husker, at straffen for beskadigelse og mord ville etableres ved kontraktlige tilsagn garanteret af forsikringsselskaber. Folk tillader Joe Smith adgang til deres ejendom, fordi de ved, at hvis han skader nogen, vil han enten direkte eller igennem et forsikringsselskab skulle betale erstatning herfor. Forsikringsselskabet tjener sine penge ved at opkræve passende præmier tilpasset den enkelte kunde. Såfremt Joe Smith tidligere har været dømt skyldig for voldelig adfærd, vil hans forsikringspræmier være tilsvarende højere.

Men der er andre faktorer quit tidligere adfærd, som et forsikringsselskab ville medtage i sin betragtninger ved fastsættelse af præmier. Og en af disse faktorer ville uden tvivl være: Hvilken kind våben holder denne klient i sit hus? Når alt kommer til alt vil forsikringsselskabet, hvis selskabet accepterer at betale $10 millioner til boet hos enhver Joe Smith slår ihjel, være meget interesseret i at vide om Smith opbevarer oversavede jagtgeværer – endsige atomare våben – i kælderen. De der besidder sådanne våben, vil med langt større sandsynlighed skade andre, så vidt forsikringsselskabet angår, og følgelig vil deres præmier være desto højere. Faktisk ville risikoen ved en klient besiddende nukleare (eller kemiske, biologiske osv.) våben være så høj, at ingen forsikringspolice formentlig ville blive tilbudt.

Denne metode er den statslige overlegen. Virkeligt farlige våben ville være begrænsede til individer villige til at betale de høje præmier forbundet med ejerskabet af disse – børn ville ikke kunne købe bazookaer i det lokale supermarked. På den anden facet ville der ikke være det skråplan, der nu eksisterer med den statslige våbenkontrol. Vi ville aldrig frygte at alle våben ville blive gjort forbudt, idet forsikringsselskaberne er ude efter at skabe income, ville det være langt mere profitabelt at tillade folk besiddelse af håndvåben imod at betale lidt højere præmier.[35]

Som ved alle kontrakter beneath mit gadget ville de der ”regulerede” våben være fuldkommen frivillige uden at involvere nogen overtrædelse af libertarianske rettigheder. Forsikringsselskaberne tvinger ikke nogen til at opgive deres bazookaer. Det eneste de siger er: Hvis du ønsker, at vi skal garantere dine kontrakter indgået med andre, kan du ikke eje en bazooka. Forsikringsselskaberne er de retmæssige ejere af deres penge, og de er således fuldstændig i deres gode ret til at fremsætte en sådan anmodning.[36]

Dette er langt at foretrække i forhold til det statslige device, som ingen ansvarlighed har. Hvis politikere forbyder våben og forårsager, at tusinder af mennesker bliver ofre for kriminalitet, sker der dem ingenting. Men hvis et forsikringsselskab opsætter urimelige krav for sine kunder , vil de skifte til en anden virksomhed, og den vil hurtigt gå konkurs.

Iv. Farlige kriminelle
Det påstede tradeoff mellem individuel frihed og offentlig tryghed er ligeledes eksemplificeret i debatterne om ”retsteknikaliteter”. Konservative kan godt lide at beklage sig over tilfælde, hvor mordere sættes på fri fod af sentimentalt medfølende dommere, simpelthen fordi politiet fik tilståelsen igennem tvang eller glemte at oplyse den mistænkte om hans rettigheder. Venstreorienterede (såsom Alan Dershowitz) reagerer ved at sige, at på trods af det ulykkelige ved sådanne sager, er de nødvendige for at holde styr på politiet.

Som ved våbenkontrol er jeg forstående over for begge sider i denne debat, og igen mener jeg, at mit device kan undgå begge slags absurditeter. For at se dette kan vi forestille os, at ved en tilfældighed har en tydeligvis ”skyldig” morder ikke overtrådt nogle kontraktlige bestemmelser. Eller antag at en opmand – som udelukkende behandler mordsager på grund af historisk fortræffelighed i sine kendelser – af en eller anden årsagere laver en skandaløs kendelse og kender en person uskyldig på trods af overvældende beviser for det modsatte.[37]

Idet han blev frikendt på en teknikalitet, vil morderen ikke behøve at betale nogen erstatning til offerets bo. Men reglerne styrende denne hændelse ville straks blive justeret for at forhindre det i at gentage sig – private virksomheder ville være under langt større pres cease monopolistiske stater ved tilfælde af så dårlig offentlig omtale.

Der er endnu en forskel. I et statsligt gadget ville en man or woman frikendt på en teknikalitet gå fuldstændig ustraffet hen. Men beneath privatretsystemet, som jeg har beskrevet det, ville morderens forsikringsselskab alligevel kunne hæve præmierne. Det ville ingen forskel gøre, om han hire faktisk blev kendt skyldig for en given kriminalitet – deres eneste bekymring ville være, hvorvidt der eksiterede en sandsynlighed for, at han kunne blive kendt skyldig (for en anden kriminel coping with) i fremtiden, for da ville de være nødsaget til at udbetale erstatninger.[38]

Denne examine løser spørgsmålet om prøveløsladelse. Selvom de fleste forbrydelser ville indebære økonomiske erstatinger frem for fængsling, ville der stadigvæk være personer, der ville være for farlige at slippe på fri fod. Forsikringsselskaberne ville sætte denne grænse. Så længe en virksomhed ville være villig til at betale erstatninger for enhver skade en kriminel måtte forårsage i fremtiden, ville folks tilbyde ham arbejde, lade ham leje et værelse osv. Rehabilitering ville således være af stor økonomisk interesse for virksomhederne, i forhold til at kunne øge antallet af betalende kunder.

På den anden facet ville virkelig farlige personer ikke ”prøveløslades”. På nuværende tidspunkt har staten psykologer og andre ”eksperter” til at beslutte, hvornår sexforbrydere og mordere er klar til at blive sat på fri fod. Idet de intet ansvar har, afprøver disse eksperter, der lever i intelektuelle elfenbenstårn, deres teorier på uheldige ofre for recidive forbrydere.[39]

VI. Konklusion
Dette essay har skitseret mekanismerne ved den fuldkommen frivillige markedslov. Det gennemgående tema er at konkurrence og ansvar tvinger sande eksperter til at beskæftige sig med de vigtige beslutninger, som skal foretages i ethvert retssystem. Det er en statslig myte, at lov og orden alene kan produceres af en monopolistisk institution igennem organiseret vold.

Argumenterne præsenteret i dette essay er ganske vist ufuldstændige – mere tænkning er utvivlsomt nødvendigt, førend et skift til markedsanarkiet er muligt. Men jeg beder læseren om at modstå fristelsen til at afvise mine idéer som værende ”uigennemførlige” uden først nærmere at beskrive, hvorledes det statslige retssytem ”virker”.

Oversat af Nicklas Augustine, 2013

[1] Dette essay er baseret på tre artikler som først blev bragt på anti-kingdom.Com

[2] Mere præcist vil stridigheder blive behandlet relativt fredsommeligt; tvang kan lejlighedsvis være nødvendigt. Selvom markedsanarkisme således ikke er pacifisme, bemærker vi, at ægte pacifisme – afvisningen af at benytte vold – indebærer anarkisme, idet al statslig handlen er baseret på (truslen om) vold.

[3] Originalt, ”FRIHED ER SLAVERI”. George Orwell, 1984 (New York: Signet Classics, 1894), p.7.

[4] Et frit samfund er et hvor ejendomsrettigheder (generelt) respekteres. Statens eksistens – en organization der benytter tvang til at placere sig over ejendomsrettigheder – udelukker således frihed, som begrebet forstås i denne sammenhæng.

[5] Jeg vil skynde mig at gøre opmærksom på, at markedslovsystemet, som jeg beskriver, ikke er fuldstændig i overenstemmelse med visionen hos andre anarkokapitalistiske forfattere. De mener at det ”retfærdige” system af ejendomsrettigheder kan udledes aksiomatisk og at objektivt valide love vil blive fundet og håndhævet af personal virksomheder. For en glimrende introduktion se Linda og Morris Tannehill, The Market for Liberty (New York: Laissez-Faire Books, 1984); og Murray N. Rothbard, For a New Liberty (New York: Collier, 1978).

[6] En mulighed for at anke kunne eventuelt være inkluderet i mæglerproceduren, guys i så fald ville den store virksomhed blot ligeledes bestikke disse dommere.

[7] Eksempelvis benytter kun nogle stater dødsstraf

[8] I denne kontekst indebærer libertariansk en respekt for ”naturlige” rettigheder. Libertarianerens vigtigste overbevisning er ikke-aggressions aksiomet, der tisliger, at det er illegitimt at benytte tvang. Selvom markedsanarki (som jeg beskriver det) ikke hviler på libertarianisme, vil jeg argumentere for, at det (i stor udstrækning) er foreneligt med denne filosofi. Afvigelser imellem de to er, mener jeg, svage punkter i den libertarianske position.

[9] Selv hvis den ikke i egentlig forstand blev underskrevet ved hvert besøg, ville samtykken være implicit forstået.

[10] Hvis nogen simpelthen forsøgte at bryde ind på en anden mands ejendom uden på forhånd at have godkendt kontraktlige forpligtelser, ville ejeren naturligvis være fuldstændig berettiget til at benytte magt for at smide den pågældende ud. Selvom denne magtanvendelse kan synes ensidig, vil det i det mindste være kodificeret og offentliggjort. Vi skal senere komme ind på problemet med overhovedet at opsætte ejendomsgrænser.

[11] Mange af disse pointer var inspireret af udbytterige diskussioner med Matt Lasley, David Pinholster, Chris Redwood, Stephen Carville, Stephan Kinsella og Dan Mahoney. Indvendingerne reflekterer canine ikke nødvendigvis disse tænkeres synspunkter.

[12] Et sådant udsagn får os straks til at tænke på rædselsscenarier med identifikationspapirer og checkpoints. Ikke desto mindre skal statens magtmisbrug ikke miskreditere velbegrundede bekymringer fra ejere af ejendomme. Som især Hans Hermann Hoppe har argumenteret for, besidder individer ikke en iboende ”bevægelsesfrihed”. Hvis ejere ønsker at begrænse andre menneskers muligheder for at vandre omkring på deres veje, så er det fuldstændig op til dem. På den anden aspect ville kunder i et etableret markedsanarkistisk samfund ikke skulle vise ID, hver gang de besøgte de fleste butikker, præcis ligesom vi ikke i vores nuværende samfund udfærdiger arbejdskontrakter, hver gang vi hyrer naboens knægt til at slå græsset.

[13] Under dette system ville alle således købe en drabsforsikring, ligesom kirurger i dag køber en fejlbehandlingsforsikring – forsikringsselskabet forpligter sig til at kompensere dødsboet, skulle dets klienter forsage nogens død. Idet sandsynligheden for at en individual (uden nogen belastet fortid) i det følgende år skulle kendes skyldig i mord er utrolig lille, ville hans præmier ligeledes være små. Estimerer virksomhedens aktuarer, at en given klient eksempelvis har en millionendedel hazard for at dræbe i det kommende år, og den normale skadeserstatning er på $10 millioner, ville virksomheden kun behøve at opkræve omtrent $10 om året for at få regnskabet til at balancere.

[14] Som forklaret i del III ville de fleste ejendomme besidde en klausul, hvor alle gæster indvilligede i at lade sig anholde, hvis gæsterne var eftersøgt af en anerkendt mæglervirksomhed.

[15] Denne fremstilling holder ikke stik for de privatretsystemer (udformet af andre anarkokapitalister), hvor institutioner unilateralt straffer enhver, der skader deres klienter. I et sådant machine ville manglen på et monopol skabe et nyt teoretisk trouble for fortalerne af private forsvarsinstitutioner. Alligevel vil der også her være kolossale incitamenter til at løse retmæssige stridigheder fredsommeligt.

[16] Bander styrkes også af fagforeninger, som (i deres moderne udformning) på ingen måde er frivillige organisationer.

[17] Der kan være noget om at forsikringsselskaber i dag er bureaukratiske og hovne. Men jeg tror at dette har mere at gøre med deres tætte forbindelse til den statslige retsorden give up deres egentlige natur. Ja, forsikringsselskaber synes ikke godt om at betale skadeserstatninger, guys folks synes heller ikke godt om at gå på arbejde. Dette betyder ikke at det frie arbejdsmarked ikke er et bæredygtigt machine; hvis people er dovne, bliver de fyret. Ligeledes vil forsikringsselskaber, der ikke betaler skadeserstatninger gå konkurs.

[18] Lad os gøre det tankeeksperiment (ganske usandsynligt) at alle og enhver gik med til at sælge hans eller hendes jord til et enkelt individ, som dermed blev godsejer for hele befolkningen og at, som en del af aftalen, modtog godsejeren magten til at ”beskatte” indkomster. Selv her ville godsejeren ikke sætte skatteprocenten over ”Laffer punktet”, dvs. Det punkt, der maksimerer skatteindtægterne. Idet den moderne stat er påvirket af ikke-pekuniære motiver, følges ikke engang denne fornuftige regel.

[19] Denne metode virker naturligvis kun, hvis mindst en af forældrene bekymrer sig om fremtidige børns forsorg. Dette burde dog være tilstrækkeligt i de fleste tilfælde, siden kun få par drømmer om at blive vanrøgtende forældre.

[20] Jeg omgår bevidst spørgsmålet, om hvorvidt forældre juridisk set ”ejer” deres børn. Så længe et barn frivilligt forbliver ved sine forældre, ”lever under deres tag”, kan de naturligvis sætte de ønskede regler. Problemet opstår alene, hvis et barn løber hjemmefra og ikke ønsker at vende tilbage. Personligt er jeg sympatisk stemt over for idéen om, at så længe et barn kan forsørge sig selv, kan forældre ikke tvinge barnet tilbage i hjemmet.

[21] Disse frivillige løsninger ville være langt at foretrække i forhold til statens fremgangsmåde, hvorved dårligt underrettede og ofte selvretfærdige socialrådgivere flår familier i stykker, og placerer børn i det terrible familieplejesystem.

[22] Dette ville naturligvis ikke forhindre andre i at skabe et fællesskab hvor abort var lovligt.

[23] Mit standpunkt kan virke usikkert, men forestil dig at en cubansk økonom råder Castro til at ophæve socialismen og tillade fremkomsten af et frit marked. Skal økonomen nødvendigvis på forhånd være i stand til at forudsige hvorvidt og hvor mange indkøbscentre, der vil fremkomme som følge af et sådant forslag?

[24] Eksempelvis kunne en virksomhed stå for udstedelse af skøder i en hel via guys faktisk uddelegere afgrænsningen af to naboers respektive rettigheder til anden virksomhed specialiseret i beboelsesanliggender.

[25] Den vidende læser har muligvis bemærket, at denne indvending – og dets løsning – er lig den påståede uendelige regres i en forklaring af efterspørgsel på penge ved brug af marginal nytte.

[26] Puristen vil måske indvende, at dette retsmiddel er utilstrækkeligt. Når alt kommer til alt antager jeg, at folk ved hvad kontraktens koncept er. I denne anklage er jeg skyldig. Som beskrevet i indledningen er formålet med denne tekst ikke at ”bevise” markedslovens etiske overlegenhed. På trods af de lejlighedsvise normative udsagn beskriver jeg faktisk kun verden, som jeg forestiller mig den under markedsanarki. Og i en sådan verden forventer jeg ikke, at folk har problemer med at benytte kontraktens konventioner (selv uden en ordentlig filosofisk definition og retfærdiggørelse), ligesom jeg ikke forventer, at guy behøves at være velbevandret i økonomisk teori, førend penge tages i brug.

[27] Under en privat retsorden ville der stadig blive udgivet love og præcedens overholdt, idet dette ville tillade en større grad af forudsigelighed i kendelser og dermed virke tiltrækkende for kunder.

[28] Selvfølgelig er den afgørende forhindring for anarkister at overbevise people om, at mord er forkert, selv når valgte ”repræsentanter” beordrer det.

[29] For at illustrere: Antag at udbredelsen af denne lavatory bevirker, at alle amerikanske statsborgere tilslutter sig markedsanarkisme. Private virksomheder ville opstå for at kodificere ejendomsrettigheder som tidligere reguleret af statslige organer. Det ville være ”indlysende” at folk bevarede ejerskab af egen bolig (og lån), køretøjer osv. Denne fundamentale ejendomsstruktur ville dernæst tillade en frivillig og kontraktlig løsning på de vanskeligere problemstillinger såsom fastsættelse af ejerskab ved statslige boligprojekter (idet både lejere og skatteydere kunne tænkes at kræve retmæssigt ejerskab).

[30] Læseren kan finde dette eksempel dårligt – når alt kommer til alt, er det mere skamløst at begå frikast i udendørskampe cease i en NBA kamp. Men pointen er: Der er stadigvæk en sådan ting som et frikast (og andre regler) som anerkendes af overtræderen i en improviseret kamp; han vil ganske enkelt afvise, at han begik et sådant. (For at komme med et andet eksempel ville ingen spiller hævde, at hans skud var 10 factor værd.)
Markedets løsning på en sådan uklarhed og tilbøjelighed ved kampe anset værende betydningsfulde nok til berettige den ekstra omkostning og besvær det er at beskikke en oficiel dommer for at anvende ”loven” (som også de betænkningsløst respekterer). Bemærk at på intet tidspunkt er et voldeligt monopol behøvet for at opnå dette fredelige udfald.

[31] Idet jeg ikke er fortaler for pacifisme, kan denne beskyldning om vold synes hyklerisk. Staten behøver imidlertid truslen om vold på utvivlsomt uskyldige mennesker. Hvis en individual (som alle er enige om, ikke er kriminel) startede et rets- eller forsikringsselskab, som brød statens monopol, ville staten straffe ham.

[32] En analogi kan være nyttig: Af en række forskellige årsager er jeg imod offentlige uddannelser og advokerer derfor for dets øjeblikkelige afskaffelse. Jeg er ganske sikker på, at personal skoler ville levere glimrende uddannelser til alle børn, fattige som rige. Jeg siger canine dette uden at kunne konstruere en a priori teori for ordentlig uddannelse. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at markedets machine vil være bedre cease statens, på trods af at jeg ikke kan opliste de nødvendige og tilstrækkelige konditioner for godhed (i denne kontekst). Og selvfølgelig garanterer intet at markedets løsning vil være optimum; når alt kommer til alt, vil markedsincitamenterne i en given by way of, hvor forældrene var ondskabsfulde eller tåbelige, medføre (hvad vi vil anskue som værende) et horribelt undervisningspensum.

[33] I forbifarten skal det påpeges, at fjernsyn faktisk eksploderede i Sovietunionen, og at mange højhuse faktisk styrtede sammen ved milde jordskælv i det etatistiske Tyrkiet.

[34] Hvis et individ foretrak at leve livet farligt ville han være fuldstændig fri til at købe en pc fra en virksomhed, som ikke var forsikret. Men hvis noget gik galt, ville det være meget sværere for ham at få sine penge tilbage. Det ville såeledes være af størst interesse for de fleste mennesker udelukkende at cope with med virksomheder, der havde sine kontrakter forsikret af shop, anerkendte forsikringsselskaber.

[35] Faktisk kunne husholdninger med konventionelle våben nyde godt af lavere præmier, hvis forsikringsselskabet troede på, at dette på tilstrækkeligt vis ville reducere forekomsten af kriminalitet i området til at retfærdiggøre tilskyndelsen.

[36] At opkræve højere præmier fra de der ønsker at eje flere våben, er ikke mere uretfærdigt end cease den nuværende praksis med at tilbyde rabatter til bilister, der har taget sikkerhedskurser eller til husejere, der har installeret et alarmsystem. Hvis et bestemt forsikringsselskab er bemandet med folks, der frygter skydevåben, kan våbenejere shoppe rundt efter andre forsikringsselskaber.

[37] Jeg vil understrege, at sådanne tilfælde vil opstå beneath ethvert machine. Jeg indrømmer ingenting ved at komme ind på sådanne muligheder – snarere forsøger jeg at vise styrken ved mit machine ved at forklare dets reaktion på sådanne tilfælde.

[38] Igen indebærer denne method ikke nogen krænkelse af nogens rettigheder. Det diskriminerer ikke kunderne mere give up den nuværende praksis, hvor unge mænd betaler højere præmier, på trods af at deres kørselshistorie er totalt fejlfri. Vi behøver ikke at frygte uretfærdigt høje priser for alle mentalt hæmmede eller alle unge sorte mænd, idet sådanne metoder ikke ville være worthwhile. Hvis en bestemt man or woman vitterligt skulle betale højere præmier, stop han ”fortjente”, kunne han blot skifte til et andet forsikringsselskab.

[39] Når jeg ser America’s Most Wanted eller læser bøger om, hvordan FBI fanger seriemordere, chokeres jeg over, hvor mange nuværende mordere og voldtægsforbydere, der begår deres forbrydelser i prøveløsladelsesperioden.

Antologi med Bo Nake
By A. K.Dec 06, 2014No Comments

De originale artikler kan læses her, og antologien downloades i pdf layout her.

Ret i et anarko-kapitalistisk samfund: Murray Rothbard
By Sebastian Koehlertapr sixteen, 2013No Comments
Indledning

Ret er et centralt detail i ethvert samfund. I moderne samfund er ret næsten altid underlagt et statsligt monopol, som både træffer strafferetlige afgørelser og løser tvister mellem personal og juridiske personer. Dette er ikke tilfældet i et frit samfund, dvs. Et anarko-kapitalistisk samfund, i og med staten ikke er en moralsk gyldig entitet. Dette faktum bevirker, at ovenstående problemstillinger – og mange andre – må håndteres på anden vis i et frit samfund.

Inden for de talrige anarkistiske strømninger er denne håndtering genstand for megen debat, og der er i tidens løb blevet fremlagt adskillige fremgangsmåder. Denne artikel har til formål at gennemgå blot én people syn på samfundsudfordringen, nemlig det teoretiske og praktiske synspunkt fremsat af Murray Rothbard i hans værker For a New Liberty: The Libertarian Manifesto og The Ethics of Liberty. Indeværende artikel foregiver ingenlunde at være udtømmende, og vil blot være en overvejende overfladisk og koncis gennemgang af Murray Rothbards holdninger på området.

Retsaksiomet

Grundlaget for al anarko-kapitalistisk teori, også håndteringen af retsmæssige problemstillinger, er ikke-aggressionsaksiomet (the non-aggression axiom). Kort sagt siger aksiomet, at en eller flere personer ikke må udøve aggression mod en eller flere personer eller dennes/deres besiddelser. Aksiomet stammer fra princippet om selvejerskab (et emne Murray Rothbard behandler minutiøst i de hearth første kapitler i The Ethics of Liberty) hvoraf ejerskab af besiddelser ligger i direkte forlængelse af ejerskab af egen krop. Frihedsrettighederne, de poor menneskerettigheder, bunder alle sammen i retten til at besidde ejendele; ytringsfrihed, eksempelvis, er ikke et diffust begreb brugt til at supply mennesker en mulighed for at sige hvad de føler, guys inkluderer også en lokalitet at sige det på eller et medium at sige det igennem. Enten skal det være på egen grund (eller på en grund hvor ejeren har givet ytreren lov til at ytre sig på) eller så skal ytringen skrives på en pc, der ofte er ytrerens egen eller en anden individual, som har givet ytreren lov til at bruge computeren mv. Foruden dette skal ejerskabet over ytrerens krop, som ifølge teorien er ytrerens egen, også medtages i denne betragtning.

Denne måde at anskue ejerskabet over sin egen krop, dennes funktioner og ejendele gør, at ikke-aggressionsaksiomet bliver et centralt detail i anarko-kapitalistisk teori, mens det ligeledes bliver hele samfundets omdrejningspunkt. Alle tænkelige samfundsrelaterede problemer skal løses, men kan kun blive løst via overholdelse af aksiomet – dette er også tilfældet med kriminelle eller den tabende part i en retstvist. Men som Murray Rothbards naturrettighedsvinkel hurtigt vil afsløre er dette kriterium et meget bredt et af slagsen, og giver næsten uanede mængder af muligheder – og med dertilhørende stor frihed for den enkelte.

Praktisk tilgang til ret og retspleje i et frit samfund

Hvordan processuelle problemstillinger løses i Murray Rothbards idealsamfund er ikke nogen større videnskab; i høj grad er det op til markedet at bestemme udfald og struktur, men Murray Rothbard anser det som værende en nødvendighed, at domstolene i samfundet i fællesskab måtte forpligte sig til at følge et bestemt, frihedsmålrettet lovkodeks. Lovkodekset vil blive gennemgået senere, guys inden da må retsstrukturen i Murray Rothbards samfund kigges på.

I dette anarko-kapitalistiske samfund vil der være mange forskellige domstole med mange forskellige dommere, eller voldgiftsmænd, som en skadelidt kunne gå til for at få afgjort civilretlige såvel som strafferetlige spørgsmål. Domstolenes dommere eller voldgiftsmænd ville formentligt inddele sig efter en lang række specialiteter; nogle domstole ville holde sig til udelukkende at arbejde med handelsret, nogle udelukkende med søret and many others., mens andre og lidt større domstole formentligt ville spænde vidt i deres udbud af ydelser. Forestillinger kan gøres hele tiden, guys det vil i sidste ende være markedet, som dikterer hvordan de personal domstole indretter sig og udbyder deres ydelser.

Inden man kan diskutere hvordan retsplejen helt konkret ville fungere i et frit samfund, er det først vigtigt at slå speedy hvordan domstolene ville blive finansierede. Murray Rothbard giver tre forslag til hvordan domstolene vil kunne overleve på markedsvilkår; enten kunne hver enkelt individual (naturligvis såfremt personen ønskede det) abonnere på ydelserne af en bestemt domstol med en indbetaling pr. Måned, kvartal, halvår, år osv. Såfremt en individual, enten privat eller juridisk, ikke har behov for at bruge en domstol så ofte, kan personen også betale domstolen hver gang personen gør brug af dens ydelser med den sædvane, at den tabende part i den pågældende sag tilbagebetaler beløbet til den vindende element. Den tredje mulighed Murray Rothbard lægger frem er, at ret og retshåndhævelse bindes sammen i et frit samfund, hvilket samtidig leder os chicken på strukturen af retssystemet.

Ifølge mange anarko-kapitalistiske tænkere vil såkaldte ”non-public defence corporations” (PDA fremover) eksistere i et frit samfund. PDA’ere vil have det primære formål at beskytte betalende kunder mod interne og eksterne trusler. Dette vil betyde, at PDA’ere både vil agere politi og, i mindre omfang, argumenterer Rothbard, militær. Hvordan dette præcist vil blive gjort er ikke formålet med denne artikel, men det er nødvendigt at nævne i og med Murray Rothbard spekulerer i, at PDA-firmaer som led i deres service også vil tilbyde retslig hjælp funderet på markedsvilkår således købere af ”politiordningen” oveni handlen også har muligheden for at få en ”domstolsordning”.

Dette state of affairs vil lede os ind i selve strukturen af retssystemet i et anarko-kapitalistisk samfund, og ikke så meget i forudsætningerne for at strukturen kan opstå. Et eksempel vil blive illustreret gennem en lille case mellem to parter i tråd med Murray Rothbards oprindelige formulering.

Forestil dig, at Jensen har stjålet en ting, som retmæssigt tilhører Hansen. Hansen kontakter sit down PDA-firma og de finder frem til, at Jensen er tyven. Såfremt Jensen uden problemer accepterer skylden vil han også uden problemer acceptere den straf Hansens PDA-firma pålægger ham (det anarko-kapitalistiske straffeudmålingsprincip ifølge Murray Rothbard vil blive behandlet senere). Men såfremt Jensen ikke vil kende sig skyldig må Hansen som det næste gå til sin domstol, hvor han kan få prøvet sin sag; Hansens domstolsydelse er en del af den ordning hans PDA-firma udbyder, og han går derfor til dem igen for at få Jensen kendt skyldig i tyveriet.

Hvis Jensen også er kunde hos samme PDA-selskab som Hansen, er der intet problem; domstolsafgørelsen internt i selskabet er bindende mellem parterne. Hvordan straffen, såfremt Jensen stadig modsætter sig afgørelsen, bliver håndteret vil variere, guys blev allerede accepteret gennem kontrakt da Hansen og Jensen som kunder af PDA-firmaet i første omgang tilmeldte sig ordningen. Hvad nu hvis Jensen ikke er kunde hos Hansens PDA-selskab, hvad vil der så ske? Murray Rothbard forestiller sig i dette tilfælde, at Jensen vil gå til sin egen domstol og sagsøge Hansen for bestikkelighed (eller, canine ikke ifølge Rothbard, vil igangsætte en modproces gennem sin domstol). Hvis hans domstol, som Hansens domstol også gjorde, fandt ham skyldig i tyveri, vil dette føre med sig, at Hansens PDA-firma vil følge egne retningslinjer om hvordan Hansen på bedst mulig vis får erstatning (dog kun hvis dette er i overensstemmelse med ikke-aggressionsaksiomet). Men hvad nu hvis Jensens egen domstol finder ham uskyldig – hvordan løser Hansens PDA-firma og Jensens domstol uenigheden?

En måde, som Murray Rothbard canine ikke nævner, er at undergå forhandlinger, dvs. En mægling parterne imellem. I disse mæglinger kunne det bedst mulige resultat fremkomme, hvor klienterne også vil have repræsentanter til stede fra hver deres agentur. En anden mulighed, som Murray Rothbard er en fortaler for, er en specialdomstol, der kun behandler ankesager (som unægtelig må blive Jensens næste skridt). Murray Rothbard agiterer for et fælles lovkodeks som alle domstole skal forpligte sig til at overholde, og ét af punkterne i lovkodekset vil være domstolenes forpligtelse til at deliver deres kunder mulighed for at anke deres afgørelse til en separat og neutral ankedomstol. Lovkodekset vil også, ifølge Rothbard, foreskrive, at afgørelsen ved en ankedomstol vil være den endegyldige beslutning, som altså ikke kan gentages hos en anden ankedomstol. Hvis Jensen kendes skyldig hos den valgte ankedomstol vil Hansens PDA-firma indkræve erstatningen i tråd med egne retningslinjer.

Ankedomstole vil dermed blive det Murray Rothbard kalder ”cutoff point” med hjemmel i det anarko-kapitalistiske lovkodeks. Et ”cutoff factor” er til for ikke at lade retssager køre i uendelighed uden en vis form for kompensation til den skadelidte, og de er velkendte i monopolistiske samfund (Højesteret er det danske ”cutoff point”, mens Rothbard selv nævner den amerikanske ”Supreme Court”.

Slutteligt er det værd at nævne hvordan ankedomstolene vil blive integrerede i det anarko-kapitalistiske samfund ifølge Murray Rothbard; de er ikke finansierede gennem skat som tilfældet er med monopolistiske samfund, guys foreslås finansieret af Rothbard gennem de firmaer kunderne bruger for at få løst tvister; en månedlig indbetaling for ydelser af PDA-firmaer kan også inkludere en betaling til den ankedomstol PDA-firmaet tager i anvendelse.

Med denne afrunding af tilgangen til ret og retspleje i Murray Rothbards anarko-kapitalistiske samfund vil vi bevæge os over i det førnævnte anarko-kapitalistiske lovkodeks. Murray Rothbards retssystem afhænger i høj grad af dette, og det er derfor vitalt i forståelsen af Rothbards ønskesamfund.

Det anarko-kapitalistiske lovkodeks

Ifølge Murray Rothbard er et lovkodeks en absolut nødvendighed i et samfund uden monopolistisk retssystem. Den væsentligste pointe Rothbard gør sig i denne sammenhæng er homogeniteten; domstolene i samfundet skal alle benytte sig af det samme lovkodeks. Murray Rothbard kommer ikke ind på hvordan sådan et lovkodeks skal blive vedtaget, guys kommenterer blot at det skal være bredt accepteret. Man kan dog snildt forestille sig, med Murray Rothbards baggrund in mente, at hans foretrukne fremgangsmåde til at opnå det endegyldige lovkodeks’ udformning formentligt ville være gennem direkte demokrati blandt beboerne i samfundet. Murray Rothbard beskæftiger sig heller ikke med den naturlige ”frihedskontradiktion”, der ligger i at et lovkodeks skal være bredt accepteret blandt beboerne i samfundet. Murray Rothbard forklarer imidlertid hvad lovkodekset skal indeholde:

”The felony code, honestly, might insist on the libertarian precept of no aggression against man or woman or assets, define property rights according with libertarian principle, set up guidelines of proof (such as presently practice) in identifying who are the wrongdoers in any dispute, and set up a code of most punishment for any precise crime. Within the framework of this kind of code, the precise courts would compete at the maximum green tactics, and the marketplace could then decide whether or not judges, juries, and so forth., are the most efficient techniques of presenting judicial offerings.” (Rothbard, 1973).

Ikke-aggressionsaksiomet og ejendomsretten er allerede kort beskrevet i indeværende artikel; Murray Rothbards naturfilosofiske udgangspunkt bunder i John Lockes tanker om selvejerskab og ejendom ved enten at blande naturalier med arbejde eller opnå ejerskab på anden legitim vis (mere om dette i bl.A. Kapitel hearth i The Ethics of Liberty). Ikke-aggressionsaksiomet er ”den gyldne regel” i Rothbards samfund; ovenstående ejendom må der ikke udøves aggression mod. Dette er de to basale elementer i anarko-kapitalismen som filosofi, og det er to sider af samme mønt.

Når det kommer til bevisreglerne, må det til syvende og sidst være op til forarbejderne af lovkodekset at nå til enighed om de mest effektive regler, hvorefter beboerne i samfundet gennem en afstemning skal rejicere eller acceptere reglerne. En formodning ville dog være, som eksempelvis i dansk ret, at bevisbyrden ligger hos skadelidte, med undtagelse af specifikke omstændigheder med præsumptionsansvar, som skal bevise at skadevolder har handlet ansvarspådragende.

Det anarko-kapitalistiske straffeudmålingsprincip ifølge Murray Rothbard vil være et slags proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet er et absolut maksimum en skadelidt kan kræve af en skadevolder; skadelidte kan således også gøre krav på mindre stop det maksimale, skadevolderen kan købe sig ud af straffen mv. Alt dette omtales til udførlighed i det trettende kapitel af The Ethics of Liberty. Det er vigtigt at nævne, måden hvorpå straffe skal udmåles i et anarko-kapitalistisk samfund varierer fra meningstilkendegiver til meningstilkendegiver.

De sidste ord om lovkodekset er baseret på markedet. Lovkodeksets rammer vil fremsige hvordan de enkelte domstoleenheder vil gebærde sig på markedet. Efterspørgslen vil favorisere de domstole, som er i stand til at udbyde den billigste, hurtigste og mest effektive proces hvilket vil drive de dyre, langsomme og ineffektive domstole ud ad markedet. Murray Rothbard har i denne forbindelse også en idé om hvad der konstituerer den bedste service, og hvordan domstolene vil agere. Princippet er meget brugt i det danske retssystem.

Sædvaneret som ”lovgivningsproces”

Den sidste del af Murray Rothbards anarko-kapitalistiske retssystem vil fuldende en slags retlig trinfølge i tråd med den formelle lovs princip i dansk rets legalitetsprincip. Hvor den danske retlige trinfølge har grundloven øverst, dernæst almindelige love, herefter anordninger mv., så vil det anarko-kapitalistiske retssystem ifølge Murray Rothbard ligeledes indrette sig på nogenlunde tilsvarende vis.

Ikke-aggressionsaksiomet vil være øverst placeret i den retlige trinfølge. Aksiomet vil være helt og aldeles præceptivt i alle henseende. Under ikke-aggressionsaksiomet kan guy passende indsætte det anarko-kapitalistiske lovkodeks, der sågar har ikke-aggressionsaksiomet indskrevet materielt, hvilket på sin vis ville kunne sidestille sig med retsplejeloven i Danmark. Nederst på den anarko-kapitalistiske retlige trinfølge finder guy sædvaner. Sædvaner vil ikke, som i Danmark, blive inddelt i dem, som er fulgt almindeligt, stadig og længe, men i stedet være samlet til én enhed fri for inddeling.

Det anarko-kapitalistiske retssystem være bygget på et slags præcedenssystem, hvor dommere eller voldgiftsmænd træffer afgørelser baseret på andre lignende domme. Præjudikater – som det nederste niveau i den retlige trinfølge – vil dermed fastslå adfærdsmønstret for befolkningen i det anarko-kapitalistiske samfund, og bestemme hvilke straffe der bliver givet i hvilke tilfælde. Tager guy udgangspunkt i ovenstående eksempel med Jensen og Hansen, så vil Jensens straf, i Murray Rothbards anarko-kapitalistiske samfund, blive dømt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, som sideløbende vil være underlagt formelle grænser i lovkodekset og ikke-aggressionsaksiomet.

Dette er Murray Rothbards argument for, at sædvane bliver lovgivningsproceduren i det anarko-kapitalistiske samfund. Med tiden vil stadig flere og flere sager blive prøvet for retten, hvorfor dommere eller voldgiftsmænd vil have flere og flere sager at tage stilling ud fra. Hvad dette system naturligt må føre med sig over en længere periode er en slags facitliste hvad angår domsafsigelser; skulle en bestemt tvist minde meget om en anden, bliver resultatet, såfremt hensigtsmæssigt, det samme i den nyere sag. Dommere eller voldsgiftsmænd vil dog også justere omstændighederne til den nye sag. Dette vil betyde, at selvom der foreligger en facitliste, er der også, specielt angående nye sager, en skræddersyet løsning på de tvistende parters problem.

Afslutning

Som det igennem hele artiklen har været understreget, så er Murray Rothbards retssystem blot ét ud af mange udspil givet af anarko-kapitalister. Ligeledes, som igen er blevet understreget i løbet af indeværende artikel, er dette blot spekulationer foretaget af Murray Rothbard. Som Rothbard selv medgiver så er det i sidste ende efterspørgslen og markedet, der vil udforme retssystemet i et frit og anarko-kapitalistisk samfund. Hvordan orden vil udforme sig såfremt monopolet på ret og lov bliver ophævet er et mysterium, og vi kan blot gisne om resultatet med egne idealer og princippet som rettesnor. Faktum er canine, at intet vil blive overladt til tilfældighederne ved overgangen til et frit samfund – people vil, som aktører i et laissez-faire-marked, agere efter egen interesse og derved opnå deres ønskede resultater

– Peter Simon Christensen

Tanker vedrørende overvågning
By Sebastian Koehlertmar 31, 2013No Comments

Overvågning

”Hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Hvori består statens ret, til at overvåge dens borgere, når den reelt ingen ejendom ejer? Er der et trade-off mellem frihed og sikkerhed? Er frihed værd at opgive, for sikkerhed? Opnås sikkerhed eller en falsk tryghed? Tyder overvågningsmentaliteten på et samfund, der bevæger sig i en totalitær retning, eller er der ikke nødvendigvis en sammenhæng. Hvorfor har krig og andet udåd, altid været en undskyldning for at fjerne borgernes frihed? Dette, og mere, vil blive diskuteret i dette essay om overvågning.

“To be governed is to be watched over, inspected, spied on, directed, legislated, regimented, closed in, indoctrinated, preached at, controlled, assessed, evaluated, censored, commanded, all by way of creatures that have neither the proper nor awareness nor distinctive feature… To be ruled manner that at every move, operation, or transaction, one is noted, registered, entered in a census, taxed, stamped, legal, advocated, admonished, prevented, reformed, set proper, corrected. Government way to be challenge to tribute, skilled, ransomed, exploited, monopolized, extorted, forced, mystified, robbed; all in the call of public software and the general desirable. Then at first signal of resistance or phrase of criticism, one is repressed, fined, despised, vexed, pursued, hustled, crushed up, garroted, imprisoned, shot, gadget gunned, judged, sentenced, deported, sacrificed, sold, betrayed, and to cap it all, ridiculed, mocked, outraged, and dishonored. That is Government. That is its justice and morality!”

– Pierre Joseph Proudhon (The widespread concept of the revolution)(1851)

Det pågældende spørgsmål ligger ligefor, og bør også være det første der melder sig hos den kritiske iagttager. Dette hovedsaligt fordi, at disse tanker går forud for enhver diskussion man senere måtte få på området; et grundaksiom. Spørgsmålet består i, hvorvidt staten besidder en ret til at overvåge dens borgere? Her må udgangspunktet umiddelbart tages i betydningen af det pågældende ord ”repræsentativt demokrati”; de fleste steder, vil guy finde en forklaring, der går nogenlunde sådan her “Det repræsentative demokrati betyder, at folk uddelegerer visse opgaver til andre individer – politikere – dette fordi, at det ville være for besværligt, hvis vi alle skulle op og stemme hver gang noget skulle vedtages”.

Samtidig betyder “repræsentativt” også, at guy repræsenterer nogle; i dette tilfælde, repræsenterer politikerne et bredt udsnit af befolkningen. Tager vi udgangspunkt i den ovennævnte forklaring, vil det hurtigt slå os, at skal vi være i stand til at uddelegere nogle opgaver, skal vi selv være i besiddelse af dem først – er den civile befolkning det i dette tilfælde? Svaret på dette spørgsmål er ligetil; den enkelte borger er ikke i besiddelse af en rettighed, til at overvåge sin nabo, hvilket betyder, at han heller ikke kan uddelegere denne rettighed til en centralinstans; hvilket grundlæggende er hvad vi ser her; dette bygger selvfølgelig på den antagelse, at staten stadigvæk består af borgerne.

Med overvågning består problemet endnu. En borger har ikke ret til at overvåge sin nabos privatliv og færden: derfor kan han heller ikke via staten opnå retten til overvågning, ved at uddelegere opgaven til en centralinstans. Mener guy, at den pågældende logik er baseret på en fejlslutning, bør man spørge sig selv, hvordan visse rettigheder, kan opstå ud af ingenting; politikerne i et parlament – burde være – er jo intet andet, en borgernes forlænget arm og kan derfor aldrig vedhæftes flere rettigheder, cease den enkelte. Hvis guy derimod godkender antagelsen om, at rettigheder kan opstå ud af ingenting, vil man også mene, at 51 % har lov til at dræbe de 49 %. Selvfølgelig et eksempel drevet til det ekstreme, guys forskellen ligger ikke i princippet, udelukkende graden. De folks der ønsker statslig hjemmel til hvad som helst, har ingen indsigt i, hvad de bevæger sig ind i; en magt så stor, vil altid korrumpere.

Grundlæggende vil jeg mene, at man skal opdele statens overvågning i to separate tilfælde; det ene er overvågning som metode til at forebygge kriminalitet og den anden form er den totale overvågning. Den ene har det med, meget hurtigt at blive til den anden. Overvågning starter altid med at omhandle kriminalitet. Gradvist udvikler omfanget sig, og inden man har opfattet det, kan man ikke gøre det som man har lyst til: her er ens frihed frataget.

Staten ejer intet og kan derfor heller ikke påtage sig at beskytte noget, eller våge over egen ejendom, hvilket bør være den primære grund til overvågning (i hvert fald den primære grund hos det enkelte individ). Historisk set har statens grund været at overvåge dens borgere i deres gøremål, for at beskytte dens indtægtsgrundlag. At staten ikke er i besiddelse af produktion (og derfor aldrig er i stand til at besidde noget), betyder, at al statslig ejendom er befolkningens; det mest problematiske ved shop dele af de ”offentlige bygninger” og andre ”offentlige aktiver” er, at den enkelte borger i mange tilfælde ikke besidder nogen ret til at benytte disse. Hvilken ejendom besidder guy uden ret til at benytte den? Så er det jo ikke ”borgernes” ejendom; de mennesker der har betalt for den, som det ofte anføres flere steder fra. Et fænomen som dette, fortæller os i høj grad, at staten er en selvstændig organisme, der ikke i et særlig stort omfang består af dens borgere. Men da befolkningen ikke er i besiddelse af spionageret overfor sin nabo, kan staten således ikke moralsk opsætte kameraer på den ejendom som den mener at den besidder.

Hvis al ejendom i et land var fordelt sådan at guy kunne finde den pågældende ejer – ville diskussionen være en helt anden. Hvad man gør på sin personlige ejendom kan ej bestemmes af andre, give up ejeren. Forskellen ligger også i, hvad en ejer kan bruge videooptagelser til – en ejer kan f.Eks. Ikke straffe sine gæster/kunder for deres påklædning eller opførsel. Samtidig ville en ejer, af en pornoforretning f.Eks. Også have et større incitament til at behandle oplysninger fortroligt, da der ikke er penge i at offentliggøre privatpersoners feticher. Private bruger i langt de fleste tilfælde ikke overvågning som staten gør, og hvis de gør, er optagelserne ligegyldige, da private ikke kan præsentere nogen straf for, hvad de har dokumenteret (medmindre der er skade på krop eller ejendom).

Dette leder os naturligt frem til en diskussion der er kommet og gået igennem en årrække efterhånden; en diskussion der beklageligvis, er blevet en smule forsømt; diskussionen om frihed kontra sikkerhed. I denne diskussion rammer Benjamin Franklin hovedet på sømmet, da han for flere hundrede år siden udtalte ”At den der vil give frihed for midlertidig sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed og vil opnå ingen af dem”. Der er et eksisterende change-off, mellem de to; du kan ikke siges at være ”fri”, hvis du ikke har friheden til et privatliv, du kan ikke siges at være fri, hvis du ikke kan tage et skridt uden at blive kigget over skulderen. Herved indebærer frihed også friheden til at have hemmeligheder. Alle besidder hemmeligheder; hemmeligheder vi ønsker at holde for os selv, hvilket individet må siges at være i sin gode ret til, hvorfor skulle man ikke være det? Debatten dræbes, når debattørerne for overvågning, benytter tesen ”hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Antagelsen hos en person der benytter denne tese er bygget på en fejlslutning. Antagelsen er bygget på den fejlslutning, at alt man måtte have lyst til at skjule, vedrører andre og implicit, at hvis guy har noget at skjule, må det være fordi, at man enten har suspekte planer, eller allerede har begået en kriminel akt, hvilket afviger voldsomt fra sandheden. Findes der ikke mange andre ting stop kriminalitet, man ønsker at skjule? Og hvad vedrører seksuelle præferencer, misbrug af forskellige rusmidler; lovlige, som ulovlige, egentlig naboen; for hvis man vedkender og køber præmissen om, at staten er os alle sammen, kan guy implicit sige, at det er naboen der spørger efter informationen og hvad skal han canine bruge oplysninger som disse til?

I normale samtaler og interviews påviser folketingspolitikere meget godt, deres slappe holdning eksisterende i dette land, når det kommer til beskyttelse (udnyttelse) af vores frihedsrettigheder. Det mest grinagtige er canine, når vores politikere nævner, at overvågning skal ske i respekt for den personlige frihed og integritet. Dette er voldsomt modsigende: overvågningen skal blot ske i henhold til bekæmpelse af terror, så er det ligegyldigt hvem der krænkes. De anfører også ofte, at der skal være kontrol med overvågningen, hvilket altid vil falde mig yderst besynderligt, da det grundlæggende betyder, at vi har nogle der skal kontrolleres; de der kontrolleres, bliver kontrolleret af politiet, dog skal de også kontrolleres for, hvorvidt de nu kontrollerer rigtigt. Problemet er hvem, der skal kontrollere de people, der kontrollerer kontrollanterne? De kan vel i ligeså høj grad misbruge deres autoritet; der vil altid være et ekstra led ude i horisonten.

Ordet ”sikkerhed” bliver også misbrugt i medierne. Er man mere sikker, fordi der hænger et kamera over hovedet på en? Er guy mere sikker, fordi staten ved alt om det enkelte individ? Gør det ikke individet svagt og sårbart i stedet? Forestil dig, at en individual kommer gående en mørk og sen aften, i denne gade hænger der et kamera. Den pågældende person orienterer sig ikke ordentlig omkring, fordi personen tror, at personen er sikker – den falske tryghed, er opbygget igennem en årrække – op på siden af det pågældende individual kommer en hætteklædt overfaldsmand. Det eneste politiet kan se på deres utallige kameraer er en hætteklædt mand. Hvad hjælper kameraerne i en situation som denne? Overvågningen afværgede heller ikke den pågældende forbrydelse. Kameraer forhindrer ikke forbrydelser i at blive begået (det kan de ikke…), kameraer har kun en præventiv effekt, hvis man antager, at forbrydere af den grund, ikke tør at begå en forbrydelse. Hvorfor ikke en mikrochip i stedet, eller måske overvågning i folks non-public hjem, det må da være noget der virker! Vi er altid bare et skridt væk fra friheden fra vold og ulovligheder, siger centralplanlæggerne inde på borgen, vi mangler blot et tiltag mere, så når vi Utopia!

De negative sider ved overvågning, kan også siges, at overgå de nice. Den brutale virkelighed og den naturlige endestation for et overvågningssamfund, er fantastisk skitseret af Orwell i hans mesterværk ”1984” – overvågningssamfundet, totalitarismen og forbudsstaten. Jo flere love der er og jo mere indgribende de selvsamme er, desto vigtigere bliver det at have styr på borgerne. Hvis vi bygger vores antagelse på, at alle people der kan vedgå personal oplysninger tvangsindkrævet af staten, ikke nødvendigvis har rent mel i posen, kan disse mange oplysninger bruges imod den enkelte, hvilket må siges at være skræmmende. Har man set på et overvågningskamera, at en individual har alternative behov, kan dette bruges til at ødelægge hans liv, hvis han ikke ønsker at bøje sig; er en politimand på hævntogt, kunne beviser plantes mm. I en tid som den nuværende, hvor det ene forbud efter det andet bliver indført, er det næsten umuligt ikke at begå en ”forbrydelse”. Med indtoget af flere og flere love, undrer politikerne sig alligevel over, at der kommer flere forbrydere. I en stat der vokser sig større og større og i samme omfang strammer grebet om borgerne, i takt med, at videoovervågning bliver mere populært, bør borgerne måske bekymre sig en smule mere om fremtiden, for som det er blevet nævnt i utallige skrifter, kan overvågningen udvikle sig til et magtfuldt våben for en politisk magt. Man vil være i stand til med moderne teknologi at overvåge folks i et hidtil uset omfang; politiske modstandere ville i et sådant klima hurtigt få det svært og nok være udryddet, før de nogensinde når op på en talerstol.

At stoppe terrorisme bruges meget ofte som undskyldning til at fratage oldsters medfødte terrible rettigheder. At vi er født lige, medfører, at nabospionage er forkert; og at det ikke bliver rigtigt, bare fordi at et flertal ”mener det”. F.A. Hayek, den liberale økonom og filosof, advarede om dette for årtier tilbage: ”snakken om en trussel udefra, har altid været bevæggrunden, for at fjerne den frihed borgerne besad”. Det er i øvrigt ironisk at man hengiver tillid til en terrororganisation (i.E. Den danske stat, den amerikanske stat) til at stoppe en mindre og mere betydningsfuld terrororganisation (i.E. Al-Quaida, PKK). En af problematikkerne ved at fjerne friheden fra individet er, at andre overtager magten i stedet. Når individet mister friheden over sin krop, må andre overtage en slags ejerskab i stedet. Herefter må disse frihedsberøvede vogtes som dyr i bur, for at bibeholde dette ejerskab og for at bibeholde den indtægt staten ønsker. Tænk f.Eks. På de mennesker i danske fængsler, som selv staten indrømmer, er ”frihedsberøvede” (og derfor beneath konstant opsyn). Det gælder også for mindre ting, f.Eks. Da danskere ikke mere selv skulle sørge for egen lægehjælp, uddannelse, osv. Når der ingen valgfrihed er, opstår apati og ligegyldighed, siger den anarkistiske forfatter Ruddi Welzel i bogen ”Det anarkistiske menneske”.

Terrorangrebet i New York den eleven. September, var en voldsom tragedie; en tragedie der formodentlig stadig ligger dybt i os alle. En tragedie der samtidig har medført en endnu større tragedie i vores samfund. Terrorangrebet har ført til frihedskrænkende love i massevis og en hidtil uset mængde overvågning. Folk kan smides i fængsel uden beviser: hvis de har noget gødning liggende, eller skriver et indlæg på nettet. Stigende magt til en udvalgt skare, har igennem tiden, skabt det ene rædselsregime efter det andet; hvis der er noget historien burde have lært os, er det, at staten skal have så lidt beføjelser som overhoved muligt, hvis overhoved nogen. En så totalitær udvikling er skræmmende og burde skræmme folks mere, give up hvad tilfældet er, for næste provide, kunne være dig SELV!!

Overvågning af befolkningen er blot en naturlig konsekvens af den udvikling, der startede i slutningen af 60’erne. Hvis alle passede sit og ikke var afhængige af statens tvangsinddrevet midler – midler der er stjålet på samme måde, som når tyven går på rov i ly af natten – ville overvågning som staten udøver aldrig været nødvendigt. Overvågningen er en direkte konsekvens, af det kontrolsamfund vi har opbygget. Vi ser samme udvikling i USA og resten af den vestlige verden, hvor regler og den administrative byrde til numerous velfærdsprogrammer aldrig har været større. Når budgetterne pludselig ikke hænger sammen længere, grundet de voldsomme beløb lovet til højre og venstre, samt den manglende effektivitet i den offentlige sektor, bliver overvågning en nødvendighed, for at begrænse ”snyd” mm. Overvågningen er simpelthen en uundgåelig konsekvens af det opbyggede machine. Politikere vil altid kræve endnu flere midler; endnu flere midler betyder ofte flere skatter og afgifter; endnu flere regler betyder mere kontrol; det er en farlig cirkel vi bevæger os ind i.

Konklusion

Videoovervågning af people er drastisk, men en uundgåelig konsekvens af kontrolstaten. Det minimerer friheden og skaber en falsk sikkerhed i befolkningen; kriminaliteten ophører ikke. Samtidig gør det muligheden stor for, at en person uden rent mel i posen, kan udnytte oplysninger, med voldsomme konsekvenser til følge; blot chancen for, at dette kan ske eksisterer, burde umuliggøre det i et retssamfund. Terrorangreb rundt om i Europa, har fået mange politikere til at gå i panik, canine kan guy sagtens tvivle på, hvorvidt det havde hjulpet og hvorvidt kameraer, havde været i stand til at afværge katastroferne. Man bør aldrig deal with i affekt; angrebene burde ikke have fået politikere på verdensplan til at gå i panik. Når man samtidig, kan sætte spørgsmålstegn ved om det havde hjulpet, hvad er meningen så? Vi er altid naked et skridt væk fra friheden siger centralplanlæggerne: vi mangler blot et tiltag mere, så venter Utopia forude! Men sådan går det aldrig. Når friheden først er væk, kommer den aldrig tilbage. Ihvertfald ikke ved hjælp af demokratiske virkemidler.

Some Thoughts on the Anarcho-Capitalism as opposed to Anarchy Controversy
By Sebastian Koehlertmar 26, 2013No Comments
I used to be an anarcho-capitalist. Now, I am an anarchist. There is a massive difference among the two terms.

In this article, I am going to discuss some of the irreconcilable differences among the two by means of drawing upon my very own process of reasoning myself out of the first and into the second.

One of the first matters I noticed is that the word “anarchy” is described in absolutely special ways.

Let’s begin by using looking at what the phrase “anarchy” approach. In the anthology Reinventing Anarchy, Again, edited by means of Howard J. Ehrlich in the brief essay entitled Why the Black Flag? Stresses that anarchy is tons greater than opposition to the kingdom and government. It certainly starts by citing in no unsure phrases that “anarchy” opposes the kingdom: “Black is a temper of anger and outrage at all of the hideous crimes towards humanity perpetrated inside the name of allegiance to 1 country or any other” (31). Then two foremost extra principles are introduced to the definition of the phrase “anarchy,” particularly, (1) the crushing of the human spirit under authoritarian and hierarchic structures, and (2) the creation of recent human relationships. The black flag “mourns now not only the loss of life of the body however the crippling of the spirit beneath authoritarian and hierarchic structures” (31, emphasis mine) and fosters and shelters “new styles of human lifestyles and dating on and with this earth” (32, emphasis mine).

To the anarchist, the “crippling of the spirit under authoritarian and hierarchic structures” is a broad idea which means that the anarchist wants to abolish all master-slave kind relationships. The Anarchist Writers article entitled A.1 What is anarchism? Charges from “Anthropology and Anarchism” that anarchists “are opposed to what the Mexican anarchist Flores Magon called the ‘sombre trinity—country, capital and the church. Anarchists are for that reason opposed to both capitalism and to the nation, in addition to to all sorts of religious authority” (emphasis mine). The existence of this “sombre trinity” may be visible in actual practice when searching at James C. Scott’s examine of predominantly the Zomia anarchy in his ebook The Art of Not Being Governed: An Anarchist History of Upland Southeast Asia. Scott writes that some anarchist tribes in South America have been “termed disparagingly by using the Spaniards as peoples ‘with out God, regulation, and king’ (in contrast to the Inca, Maya, and Aztecs), they have been, [French anthropologist Pierre] Clastres saw, instead peoples who had elected to stay in a distinctly egalitarian social order with chiefs who had very little electricity over them” (188, emphasis mine). The parallels among Magon and Scott are precisely the same: “law and king” as “country,” “God” as “church,” and “opposition to capital” as “egalitarian social order.”

Clearly, one could think of other examples of master-slave kind relationships in our present society, along with the public education machine. For instance, John Taylor Gatto, writing in Dumbing Us Down: The Hidden Curriculum of Compulsory Schooling, that the cutting-edge college gadget is just a mundane version of the church: “in our secular society, school has grow to be a replacement for church, and prefer church it calls for that its teachings must be taken on religion” (17, emphasis mine). The master-slave dating is self-obvious in the instructor-student dating as expressed by Gatto: “Good college students anticipate a instructor to tell them what to do” (Dumbing Us Down, 7).

To the anarchist, the fostering and sheltering of “new forms of human existence and dating” is essentially a flowery way of pronouncing that anarchists want to create a world primarily based upon equality of electricity. The idea boils down to preventing the advent of closely “one-sided” human relationships, i.E., the idea is to create a scenario of fantastically identical bargaining energy. Pierre-Joseph Proudhon, as an instance, in The General Idea of the Revolution, notes that

the social contract have to increase the well-being and liberty of every citizen. If any one-sided conditions need to slip in; if one part of the citizens need to discover themselves, by using the agreement, subordinated and exploited by means of others, it’d no longer be a agreement; it would be a fraud, in opposition to which annulment would possibly at any time be invoked justly. (114, emphasis mine)

Noam Chomsky puts the factor in regards to equality of electricity and bargaining energy as an alternative bluntly whilst he writes that “the idea of ‘loose contract’ among the potentate and his ravenous situation is a ill joke” (Noam Chomsky Interviewed by using Tom Lane, “On Anarchism”).

I have to upload that the hierarchical nature of organized religion has been and will remain one target for anarchists’ enmity. In the Philosophy of Atheism, anarchist Emma Goldman assaults each God and theism due to the fact they both constitute “energy” to “rule over” mankind: “Gods of their person function are not half as pernicious because the principle of theism which represents the perception in a fantastic-natural, or maybe all-powerful, electricity to rule the earth and man upon it.” Moreover, take into account the tirade made by way of American individualist anarchist Benjamin Tucker in regards to faith:

In faith they’re atheistic as a long way as their own critiques are concerned, for they appearance upon divine authority and the non secular sanction of morality because the leader pretexts put forward by way of the privileged training for the workout of human authority. “If God exists,” said Proudhon, “he’s guy’s enemy.” And in comparison to Voltaire’s well-known epigram, “If God did not exist, it’d be vital to invent him,” the first-rate Russian Nihilist, Mikhail Bakunin, placed this antithetical proposition: “If God existed, it might be vital to abolish him.” But despite the fact that, viewing the divine hierarchy as a contradiction of Anarchy, they do no longer trust in it, the Anarchists none the less firmly agree with in the liberty to consider in it. (Individual Liberty, 20-21, emphasis mine)

In addition, Kropotkin stresses his wish to see supernatural theology come to an cease. I mention this due to the fact this appears to be one diffused but critical distinction among anarchy and anarcho-capitalism, as I will explain in greater detail later. “Kropotkin, the exceptional-recognised anarchist author,” inside the opinion of Nicolas Walter, “become a toddler of the Enlightenment and the Scientific Revolution…[and] turned into specially concerned with the improvement of a mundane gadget of ethics which replaced supernatural theology with herbal biology” (Anarchism and Religion, emphasis mine).

Moreover, if we look briefly at a mental profile of your traditional atheist, we see that there may be some type of correlation between anarchism and atheism. According to Nicolas Walter’s Anarchism and Religion, “there had been few serious studies on anarchist psychology, but those that do exist agree that step one on the manner to anarchism is regularly the rejection of faith.” Of direction, this isn’t always to mention that every anarchist must always be an atheist due to the fact that “there are lots of exceptions to this rule,” in step with Walter. Other studies, as said by means of The Cambridge Companion to Atheism, “Atheists—A Psychological Profile,” exhibit a strong link among “political radicalism” and atheism. “The correlation between rejection of religious ideals and radical affairs of state for individuals has been without a doubt confirmed in several research…the degree of political radicalism changed into without delay related to the degree of irreligiosity” (304, emphasis mine). To positioned it bluntly, “self-identified atheists had been greater radical than self-diagnosed agnostics” (304).

To summarize, the word “anarchy” means:

Opposition to the State and Government [rulers rule and subjects submit]
Opposition to Capital [bosses order and employees obey orders]
Opposition to the Church and all different forms of Religious Authority [priests “reveal” god’s word and believers obey to the word]
Opposition to All Relationships which includes Inequality of Power or Privilege
Support for New Human Relationships based upon Equality of Power

Now, allow me try to compare and comparison the phrase “anarchy” as I even have defined it above with the word “anarcho-capitalism to see what kind of relationship exists among those two phrases. In order to preserve this text as short as feasible I will pick out of the 5 standards for discussion purposes, i.E., to examine anarchy to anarcho-capitalism. Maybe a few different time I will deal with the opposite problems in greater element.

Opposition to Capital

The direct manner to deal with this will be to say definitely this: due to the fact anarcho-capitalism supports capital then glaringly it can’t be anarchy based totally at the definition that I am the use of. But I do now not need to be so terse as to just brush aside this entire trouble this . I need to explain a piece more about what is going on in the minds of anarchists after they profess a robust competition to capitalism.

To start, let us observe the symbolism of anarchy. Briefly, the snap shots stand for the conflict of the working elegance who are in a scenario of utter distress due to unemployment and poverty. The flags stand for the anger and bitterness of the underclass, and feature their origins rooted in incidents of avenue rebellions in which they were essentially makeshifts. The hues generally related to anarchy—black and pink—constitute blood with black especially referring to dry blood consistent with Jason Wehling and his article Anarchism and the History of the Black Flag. Following Wehling, the black flag is the “symbol of the people’ misery and as an expression in their anger and bitterness.” In the item Why the Black Flag, observed in Ehrlich’s Reinventing Anarchy, Again, the idea of the anguished and tormented worker is extended beyond the concept of insurrection in the streets. There is a sturdy symbolic hyperlink among the black and how the black flag “mourns the tens of millions of mind cells blacked out with in no way a danger to mild up the world” (31-32). Chomsky says the equal factor in much less symbolic language whilst he writes in a piece of writing entitled The Relevance of Anarcho-Syndicalism in his e book Chomsky on Anarchism that “so long as individuals are compelled to rent themselves available on the market to people who are inclined to hire them, so long as their role in manufacturing is genuinely that of ancillary equipment, then there are striking elements of coercion and oppression” (134). Similarly, in Chomsky’s Notes on Anarchism inside the identical book referred to formerly, the concept of “alienated hard work” is tied into the black flag, which mourns over the hundreds of thousands of lifeless mind cells resulting from the nature of work itself—and as a result the relationship between capital and hard work. Chomsky mentioning Marx in this case mentions that alienated labor “casts some of the workers again into a barbarous type of paintings and turns others into machines” (122).

Now comparison that with the symbolism of anarcho-capitalism. I need to quote Murray N Rothbard’s ebook The Betrayal of the American Right at duration if you want to highlight some of variations inside the symbolism between anarchy and anarcho-capitalism. Here, Rothbard recounts the historical story of the first public unveiling of the black-and-gold flag of anarcho-capitalism:

In the iciness of 1963-64, Le Fevre organized a winter-and-spring long “Phrontistery” at Colorado to pave the way for remodeling Freedom School into a Rampart College. To the Phrontistery flocked some of the country’s leading young libertarians, inclusive of Smith, Gaskins, Jackman, Peter Blake, and Mike Helm, lots of whom formed for the primary time in public an aggressive “Rothbardian” block that shocked the visiting conservative and laissez-faire dignitaries who were invited to train there. For the first time in public some of the institution also unfurled the “black-and-gold flag,” the colors of which we had all decided great represented anarcho-capitalism: black as the conventional coloration of anarchism and gold because the color of capitalism and tough cash. (188, emphasis mine)

Now assessment Rothbard’s flag unraveling tale with the historical stories of the unraveling of the flags of anarchy. It is Jason Wehling in his article Anarchism and the History of the Black Flag who puts it excellent:

This may had been sufficient for the starving and unemployed to choose up the black flag in rise up. In reality, one could quickly get a hold of a piece of crimson or black cloth in a revolt…An improvised insurrection flag raised in a rise up turned into probable to be of simply one coloration. (emphasis mine)

Let me summarize the hanging variations :

Rothbard’s flag became deliberate beforehand of time. “We had all decided [that the black-and-gold flag] best represented anarcho-capitalism.” In Wehling’s account, the black and pink pieces of material—due to the fact that they were actually pieces of material covered in blood—became “improvised insurrection flags.” In other phrases, contrary to Rothbard’s deliberately deliberate flag, the anarchist flag was a spur-of-the-moment spontaneous issue.
Notice also that the situations are completely distinctive. In Rothbard’s story we’ve got a bunch of people attending some sort of university amassing of conservative and laissez-faire dignitaries. This obviously could be very extraordinary from a group of starving and unemployed people taking component in a bloody insurrection.
The gold color symbolizes each capitalism and hard money. I suspect that our starving and unemployed anarchists have as an alternative restrained stockpiles of gold in their possession at the time in their riots in the streets.
Notice additionally the sensible versus theoretical distinction that exists between these two memories. Rothbard’s tale is set coaching at a college. If you have been to study the rest of Wehling’s article you will see testimonies approximately how the anarchists will raid bakeries for meals. The anarchist testimonies are very down-to-earth and pragmatic in nature.

Can one discover any conceivable manner to reconcile those two divergent stories? How are we able to juxtapose the color black, which symbolizes starving and unemployed workers rebelling against each their alienating hard work and their miserable lives, with the coloration gold, which symbolizes the wealthy, i.E., capitalism, and hard money, i.E., something that the negative don’t generally have?

Opposition to the Church and Religious Authority

In the beginning, to allude to the famous Genesis story, become the monetary “Garden of Eden” with its story of “original sin” as preached via the prophet Adam Smith. The satan, the tempter in the form of the snake, is of route Karl Marx. Marx talked about that Smith’s “mythical” story of the so-known as “unique appropriation” is the political economic version of the “mythical” Adam and Eve story of consuming the forbidden fruit:

Marx rejected [Adam] Smith’s otherworldly thought of preceding accumulation. He chided Smith for attempting to provide an explanation for the existing life of class via reference to a legendary beyond that lies past our capability to task it. Marx insisted, “Primitive accumulation plays about the same position in political economy as unique sin does in theology.” Marx’s analogy is apt. Both authentic sin and original accumulation divert our interest far from the prevailing to a mythical past, which supposedly explains the misfortunes that humans go through today. (Michael Perelman, The Invention of Capitalism, 25, emphasis mine)

Mythical pasts and mythical stories that go towards the authentic proof
Theological constructions which includes “unique sin”
Diverting and Distracting

What goes on right here? It seems to me that anarcho-capitalism—i.E., anti-statist capitalism—is based on faith and theology and that this dependence is foundational, which means that one can’t get rid of this aspect of anarcho-capitalism and count on it to nonetheless exist.

I first started out to form this thesis some time ago after I inadvertently stumbled throughout a e-book on the Mises web site entitled The School of Salamanca with the aid of Marjorie Grice-Hutchinson. If you check out this at the Mises web site, it is simple to illustrate that the Austrian faculty appears to openly admit that they are borrowing thoughts from theologians and monks. For example, Jerzy Strzelecki wrote an article on the Mises webpage entitled The School of Salamanca Saw This Coming wherein he writes:

For approximately a hundred years, there has existed on the center of the arena economy one institution pretending so that you can resolve the very identical epistemological hassle that the Spanish theologians taken into consideration unsolvable by human minds…the arguments of each colleges of thought—the School of Salamanca on the only hand and the Austrian school of economics on the other—are powerful opinions in opposition to the critical banks’ function…for the monks writing in Spain, to modify the hobby price via a centralized authority might be to presume that one man ought to recognise that of which handiest God has sure information. (emphasis mine)

To me, favorable statements of this nature with the aid of the anarcho-capitalists with regard to their economic origins were given me questioning. This seems so extraordinary! Didn’t the famous anarchist Mikhail Bakunin say that “a boss in heaven is the fine excuse for a md on the earth, therefore if God did exist, he would should be abolished”? It is simple, I assume, to interpret “boss” as that means now not best “authorities rulers” however also “economic rulers,” i.E., bosses as in “employers of exertions.” Moreover, why are a number of Rothbard’s critics labeling his economics a shape of religion? For instance The Anarchist Writers cite D. N. Winch’s evaluation of Rothbard’s book and are available to this conclusion:

The main factor of the e book is to show that the never-never land of the perfectly unfastened marketplace economy represents the satisfactory of all conceivable worlds giving most satisfaction to all participants. Whatever is, is proper in the free marketplace…It could appear that Professor Rothbard’s e book is greater corresponding to systematic theology than economics…its real interest belongs to the pupil of the sociology of faith. (Why do anarcho-capitalists region little or no fee on equality, emphasis mine)

One possible explanation for why the anarcho-capitalists would possibly want to use “legendary” stories—this “theological/economic approach” to which Marx objected, is to difficult to understand components of the history that they do no longer like or to obscure components of the history that contradict the tale that they need to sell to the public.

Take as an instance, the fascinating book entitled The Jesus Mysteries: Was the Original Jesus a Pagan God by Timothy Freke and Peter Gandy. They provide an explanation for how thriller religions “work,” i.E., how they may be established. Since Christianity originated as a mystery faith, the ebook through Freke and Gandy can be of a few use for studying the nature of anarcho-capitalism. A thriller cult has an “inner” mystery and an “outer” thriller and initiates pass through the diverse stages to acquire some better “spiritual regulation.” This does sound eerily much like Rothbard’s scheme of “herbal law,” which I will communicate approximately later. Freke and Gandy begin with the aid of bringing up Origen.

The proper method [doesn’t that remind you of the Austrian school and how they are always talking about their “right method” of the a priori], according to Origen, is to recognize the 3 levels on which scripture works. The lowest level is the plain literal interpretation. The next degree, for ‘person who has superior truly,’ is an allegorical level which edifies the soul. The very last stage, which exhibits Gnosis, is for ‘one who is perfected by means of the spiritual law.’ Origen taught that thru following this threefold course, the Christian initiate progresses from religion to Gnosis.

The pseudo-history of Jesus’ existence was an vital part of the Outer Mysteries of Christianity, which were designed to attract new could-be initiates, so the Gnostics did not always deny the historicity of the gospels. But any literal interpretation of the Jesus tale was handiest the first step provided to religious novices. The actual that means of this fantasy was discovered to initiates in the secret Inner Mysteries. (157-58, emphasis mine)

In other phrases, one first creates a “legendary” outer mystery—a pseudo-history—so as to attract new recruits for this reason swelling your ranks. Furthermore, one simplest exhibits the true “internal mysteries” to 3, the “insiders” of your cult. This is largely the thesis of Freke and Gandy for knowledge present day day Christianity—really all Christians recognize the “outer” thriller in their religion consisting of Jesus using on a donkey or his crucifixion and literal frame resurrection. However, only a few of the Christians recognise the “internal” thriller in their faith especially because it got suppressed and covered up for political reasons particularly. I suspect that a comparable aspect goes on with the modern day anarcho-capitalists.

I commenced this phase by way of bringing up Karl Marx. What become Marx pronouncing? He starts offevolved with the Christian tale of authentic sin. This is obviously a “mythic” tale for you to “provoke” new Christians into their cult. The Christians should have this tale to be able to explain why Jesus came alongside in history to die on the go and to save them. Then Marx says, that is exactly what Adam Smith is doing while he creates a “mythic” history for capitalism. This “mythic” history of capitalism—this “outer” thriller—is convenient as it offers the capitalist apologists an appealing history to provide to the new initiates. Michael Perelman, in The Invention of Capitalism places this bluntly (I add the inner/outer interpretation element to what Perelman says):

Outer Mystery. According to [Adam] Smith, monetary development stepped forward thru the voluntary acts of the members. (26)
Inner Mystery. Marx, in assessment, believed that “capital comes dripping from head to toe, from every pore, with blood and dirt.” (26)
In different words, what my Facebook wall and twitter feed are complete of is the “outer” thriller of the awesome “voluntary” international of capitalism. The “internal thriller” with its authoritarian nature is what’s being hidden from all the new recruits.

I see parallels between the “proper approach” of the thriller cult leading to a “pseudo-history” supposed to draw new initiates so that a number of the higher initiated will finally come to look the better “religious law” and the Austrian “proper technique” of the a priori main to a “pseudo-history” of capitalism supposed to draw new initiates to the faculty in order that they may in the end come to see the better “natural law” of Rothbard’s The Ethics of Liberty.

This manner is illustrated with the aid of Stephen A Zarlenga in his article A Refutation of Menger’s Theory of the “Origin of Money.” Menger is of path one of the top notch Founding Fathers of the Austrian School of Economics. Zarlenga starts via “investigating the temple cult-financial link, [and notes that] Bernard Laum’s Hieleges Geld (Holy Gold) was posted in 1924” (11). Laum then remarks without delay at the Austrian faculty’s idea of the beginning of money, the theory proposed by means of Menger (11). Using the “proper method,” Menger comes to a “market beginning” idea for explaining the origins of cash; the information contradict this claim:

The theorist claims popular validity for his deductive statements, because he has come to his bring about the ‘specific’ way. The historian is extra modest. He will not assert that Menger’s principle in no way and nowhere materialized in reality. Had the ‘homo oeconomicus’ of nowadays regarded within the international three,000 years in the past, he could have sincerely invented cash in line with Menger’s rationalist principles. I simplest declare that the historical foundation of money does now not correspond with this principle…in step with our researches cash is a creature of the religious-political legal rights machine. (11, emphasis mine)

In seems like what simply occurred is that Menger, the usage of his “proper techniques,” created a pseudo-records of the origins of money. This pseudo-history is the “outer mystery” as it involves the beneficial conclusion that money originated by means of the “marketplace system.” In other phrases, it is completely steady with what Adam Smith claims, namely, “voluntary acts of the individuals.” This then is what I listen all the time on each Facebook and twitter from the “rank-and-file” anarcho-capitalists—capitalism is brilliant because of the voluntary and together beneficial exchanges it produces! And of path, socialism sucks!

In the Adam Smith as opposed to Karl Marx discussion, the capitalists’ “outer thriller” of the origins of capitalism in “voluntary acts of the participants” is supposed to hide the brutal and coercive origins that pressured human beings into wage hard work, the “internal mystery” of capitalism. Similarly, the Menger as opposed to Laum dialogue has the capitalist revealing the “outer mystery” of the origins of cash in “voluntary acts of the individuals” so as to hide the data on the floor that endorse an institutional origin—a religious institutional starting place of money, the “internal mystery of money.”

Of direction, perhaps Marx is incorrect and Adam Smith is right, and maybe Laum is inaccurate and Menger is proper. Who has interpreted history correctly? What makes me think that Marx and Laum are probably right and my mystery cult technique is right as properly is how the stop recreation is all approximately revealing the “internal mystery” handiest to a few humans. It took me a whole lot of digging to discover about the bloody origins of capitalism and the fact that contradictory proof exists to Menger’s idea. This “internal mystery” is some sort of “religious” law inside the realm of thriller cults, or to comply with the analogy, what the anarcho-capitalists call “natural law.” This “natural law” component of anarcho-capitalism within the Rothbardian way of life is what makes me assume that the anarcho-capitalist scheme probably desires to be explained in phrases of a cult. There is a few type of “internal mystery” that very few are supposed to know approximately.

My bet is that the “inner thriller” is the use of herbal law concept to justify absolute property rights due to the fact that is really an exceedingly authoritarian message. In the world of thriller cults, this would be like saying to a person: all the ones memories you heard approximately Jesus doing this and doing that? Well, none of that clearly befell. Now, allow’s talk about what’s “surely” occurring right here.

I began to invite myself that very identical query, what is “absolutely” going on here? It afflicted me so much that following Hoppe involves the belief in Democracy: The God that Failed that the anarcho-capitalist non-public defense firms might be insurance groups. “The benefits of getting coverage businesses provide protection and safety are as follows,” writes Hoppe (281). To me this seems extraordinarily suspicious. You are telling me that my financial institution, Toronto-Dominion Bank, which occurs to personal my insurance company, TD Insurance, ought to be offering me with police protection? And, you’re telling me that this association of banker owned non-public police forces is a “regulation of nature”—a few kind of analogy to a exceptional “religious law” of a mystery cult?

The essential problem appears to be that the anarcho-capitalists appear to suppose that they have got discovered some kind of established fact or objective reality and so they are right and the talk is over. The parallels with seeking to debate a fundamentalist Christian need to be fairly glaringly. But permit me factor out some pertinent factors that I think illustrate the weakness of trying to smuggle lower back in religion in an effort to justify absolute property rights.

The first factor is that the “right technique” of the Austrian college, their a priori approach, is suspect. I pointed this out in advance with the historical proof about the origins of money contradicting Menger’s “genuine” approach—concept contradicts the records at the ground even supposing the idea is derived used the Austrian technique. This contradiction is made even greater obvious by using Lord Keynes (the blogger) with recognize to the fact that there are truly more than one structures of praxeology and they arrive to absolutely contradictory conclusions. We do have one device of praxeology that helps capitalism and some other one which helps Marxism:

Another hassle for Misesian economics is that it is not the handiest praxeological system. The reality is that there are some of different systems of idea which can be (allegedly) derived through deduction from universally authentic axioms. How do we pick out among such systems? For example, Marxists like M. Hollis and E. J. Nell have proposed a gadget the usage of deduction from (allegedly) universally genuine axioms of their e-book Rational Economic Man (1975). Their machine is the antithesis of Mises’s Austrian economics, but supposedly arrives at legal guidelines which might be universally actual. (emphasis mine)

Are the “universally actual” legal guidelines of capitalism the actual regulations or are the “universally authentic” legal guidelines of Marxism the real regulations? I severely doubt that each may be concurrently authentic, so which is it? Or are neither genuine? The same issue can be said of “natural law” or “natural rights.” Will the one true general one please arise and make itself understand? (This is the equal component atheists say. Would the only proper god simply seem out of the shadows and let us realize which one of the thousands of contenders for the crown is the actual deal). This point turned into made with the aid of Michael Perelman in The Invention of Capitalism wherein he writes that

Only two years after the booklet of The Wealth of Nations, an offer to free the indentured servants of Pennsylvania elicited stern response from the legislature, which insisted that “all apprentices and servants are the property of their masters and mistresses, and each mode of depriving such masters and mistresses of their Property is a Violation of the Rights of Mankind.” (248, emphasis mine)

So, just after Adam Smith wrote The Wealth of Nations, an try became made to unfastened the slaves—people held as belongings—however this idea was rebuked because it “violated” the alleged rights of mankind. Apparently, following this ill line of reasoning, there is a natural proper to personal different people as property. The Anarchist Writers in an article entitled What is the parable of “Natural Law” states bluntly that “this kind of ‘principle’ of ‘herbal law’ turned into used to justify slavery—sure, slaves are human but they have ‘extraordinary natures’ than their masters and so slavery is okay.”

If there without a doubt is a herbal law, and this herbal law says that one human can very own any other human due to a few alleged property proper, then I can see the thesis being made that anarcho-capitalism’s “internal mystery” is slavery of a few sort. If this is a “herbal law” then how can it ever probably trade? There can’t be two separate “natural legal guidelines,” one for the 1770s and another for the 2010s because if “herbal law” can trade with the times then it’s miles hardly some immutable law or a few usual reality. If herbal legal guidelines are immutable then this 1770 “proper of mankind” to own other people should still be at work in 2013. Maybe the people within the 1770s have been flawed. They thought that they’d found herbal regulation however they were wrong. It is sort of like the episode on the Simpsons with alcohol prohibition. First, the town rulers examine the parchment and it said that alcohol changed into illegal in Springfield, punishable by way of catapult. Then, whilst the Beer Baron, aka Homer Simpson, became about to be catapulted for his unlawful alcohol production in his basement bathtubs, the only antique man found “extra traces” to the parchment. Then, they released Homer. So perhaps that is what Murray Rothbard did. Maybe he “observed extra traces” to the herbal regulation parchment—ones that restrict slavery however still allow for absolute property rights in the entirety else. The obvious objection then will become “what if Murray Rothbard has misinterpreted herbal regulation as well.” Maybe herbal law, similar to the praxeology example I gave in advance, also has a Marxist model with its personal Marxist “natural legal guidelines.” Except, of path, those Marxist “herbal legal guidelines” say that private assets is in opposition to nature and it have to be expropriated right now. Now, based totally on “natural rights” and “herbal law,” the communists can declare Murray Rothbard as their ally. Thank you Murray for proving herbal law idea for us! Now supply me all of your property (i.E., any factors of production) that you very own! Politics sincerely does make for some atypical bed fellows!

Concluding Remarks

A instead famous anarchist, Daniel Guérin, starts offevolved his epic book No Gods, No Masters: An Anthology of Anarchism with, in element, this wonderful passage approximately what anarchy truly is. He stresses precisely what I actually have stressed, no masters, i.E., no capital or no employers, and no religion or no Gods:

In July 1896, the libertarians of Bordeaux issued a manifesto wherein they eulogized “the splendor of the libertarian perfect of Neither God nor Master.” A little later, Sebastien Faure, writing in Le Libertaire of August 8-14 that year, declared: “Blanqui’s trap-word, Neither God nor Master, can’t be dissected, but need to be embraced in its entirety…Alexandre Flandin shouted from the gallery inside the Palais Bourbon: “Anarchists try to enforce the motto Neither God nor Master.” (2, emphasis mine)

Based on my analysis, I conclude that anarcho-capitalism is neither anarchist nor libertarian.

On the question of religion, the anarcho-capitalist plan is some kind of non secular cult. My bet is that it became designed this manner for you to make it extra marketable for Christian Americans. This makes it inherently authoritarian or hierarchical (i.E., there may be on this Christian scheme a divine pecking order, see Psalm 8:five); thus, it have to be dominated out of bounds. If the overall tendency is for anarchists to be atheists then there’s no cause for them to buy into the natural regulation anarcho-capitalist concept. This factor is made forcefully by way of Lord Keynes (the blogger) in his weblog entitled Economics and Ethics: A Brief Survey:

When herbal law concept changed into taken up by Christian theologians, they honestly substituted the Christian god for the gods of the Greek and Romans. In the early modern-day duration, rationalist European philosophers like Grotius tried to shield herbal law idea by way of eliminating God and the previous supernatural justification for it. However, in doing so, they destroyed the simplest convincing cause of notion in natural regulation. Thus anybody who accepts an atheistic and naturalistic scientific view of the universe, and who rejects all faith, has no motive to accept as true with in herbal law or herbal rights. (emphasis mine)

On the query of “masters” or capitalists, or employers, or black-and-gold flags versus black-and-pink flags, the anarcho-capitalists have virtually sided with the masters. They declare to oppose masters while the masters come inside the name of the State, but they have no problem in accepting personal masters who get to be the lords over their non-public assets.

So all I can say is that anarcho-capitalism is something very special from anarchy.

Neil M Tokar

March 17, 2013

Niagara-on-the-Lake, Ontario

An Analysis of Variance Approach to the Question of Anarchy’s Practical Feasibility
By Sebastian Koehlertmar 03, 2013No Comments
In this article, I plan to offer a instead inchoate concept of mine, that means that I actually have no longer yet thought this thru to the point of growing it into a complete system of analysis. Nevertheless, my instinct suspects that this method might be promising. I suspect that questioning in phrases of Analysis of Variance (ANOVA) may additionally pay off whilst seeking to determine out whether or not or no longer anarchy can be made practically viable.

ANOVA is one of the fundamental models for statistical evaluation, even though nowadays it commonly exists in its regression analysis shape of implementation by way of the usage of one-of-a-kind coding strategies. So you’ll be questioning, “What on this planet am I wondering?” How can a statistical method, which might be used in an experimental design with lab rats getting distinct drug remedies, be implemented to the question of whether or not or no longer anarchy is practically possible? Don’t worry! I am not featuring some form of lab rat test on human beings. All I am suggesting is to suppose in phrases of ANOVA analysis while pondering this query of anarchy’s practical feasibility.

My plan in this article is to provide an explanation for how on the planet I came to this end. Briefly, I started out by way of looking to parent out whether it is viable to have a combination of economic electricity and no political electricity. Or to put it another manner, may want to a ruling elegance operate successfully with out political power as lengthy because it has monetary energy. Can monopolies stay on although they had been to lose their government, i.E., political, privileges? These questions emerged from the works of Roderick T Long and Benjamin R Tucker. Long is a instead well-known modern-day day anarchist (or put it this way, I like him!); Tucker is a well-known American individualistic anarchist from the Progressive Era and the early twentieth century (I like him too!). Both Long and Tucker struggle with questions on whether or no longer anarchy—as a minimum their concept of what anarchy is—can honestly paintings if we were to try and enforce it within the actual world. They are pretty forthright in expressing worries that their loose marketplace or opposition centered anarchy may not paintings and might not be implementable. I then remembered that the theoretical justification for what they may be suggesting is offered in summary shape by means of Bryan Caplan and Edward P. Stringham in an essay entitled Networks, Law, and the Paradox of Cooperation. Their version argues that there may be not anything to worry approximately with having a ton of personal agencies strolling round the world! Why? By searching at 3 situations with regard to special combinations of “excessive” and “low” expenses of collusion and coordination, they declare that their “Region 2” solution, i.E., one of the combinations of these charges, will make sure the first-rate of all worlds. Coordination can arise in order that “efficiency” in the economy could be ensured; however, collusion will now not occur some of the manufacturers therefore shielding us from the “non-public tyrannies,” to allude to Noam Chomsky’s How the World Works (143). I idea to myself, it seems strange that Caplan and Stringham take a look at “ranges” (i.E., “excessive” and “low”) of a variable without considering all the possible alternatives. They appear to have 3 instances: “low/low,” “low/high,” and “high/high.” What approximately “high/low”? Why no possible “slight” or “center” level? This is what were given me considering ANOVA evaluation—the device used to assess categorical data. So this is what led me to attract a 3 by way of three diagram. I then ponder what this all way. That is, in a nutshell, what I plan to do on this paper.

The Problem According to Benjamin R Tucker

The tale starts with Tucker’s paper known as State Socialism and Anarchism, at the start posted on March 10, 1888 but up to date with a brand new postscript on August eleven, 1926. It is reasonably clean that Tucker is having 2d mind with regards to the “power” of “opposition” to efficaciously solve the non-public economic tyranny trouble.

In the earlier American Progressive Era model of this paper from 1888, Tucker stresses that the direction to freedom for hard work is opposition. He writes:

When Warren and Proudhon, in prosecuting their look for justice to labor, came face to face with the impediment of class monopolies, they saw that these monopolies rested upon Authority, and concluded that the factor to be completed changed into, not to bolster this Authority and hence make monopoly frequent, but to absolutely uproot Authority and provide full sway to the other precept, Liberty, by making competition, the antithesis of monopoly, time-honored. (emphasis mine)

By 1926, however, Tucker seems to be a good deal more pessimistic about the possibility of competition running to interrupt the monopolies. He appears to be announcing that the anarchistic answer may have labored at some point of the Progressive Era whilst the economy became much less concentrated; however, now, in 1926, awareness in the economy is so high that although the government and its privileges had been to disappear, these “non-public tyrannies” might thoroughly undergo. He then proposes some thing that sounds more like some thing Noam Chomsky would possibly say, particularly, he suggests that the free market “opposition answer” can work however best after the “awesome leveling.” That word, the “outstanding leveling” is stunning, I think, to maximum individualist anarchists, and virtually to anarcho-capitalists. Leveling! That appears like “communism”! I think that that is an critical factor to take a look at. It is straightforward to mention: “loose marketplace” will work its magic! Competition will crush the monopolies, and the financial system can “self-adjust.” What Tucker is announcing, in effect, is that even in case you had been to throw us onto a “unfastened marketplace,” the monopolies might be capable of hold on because the scenario has modified extensively because the late Eighteen Eighties.

Let me now stroll you via Tucker’s greater pessimistic view from 1926. He starts with the aid of reviewing his imperative bank from the 1880s, specifically, that the “anarchistic treatment” should work because “concentration” changed into no longer a chief issue at that factor in time:

Forty years ago, while the foregoing essay changed into written, the denial of opposition had not but effected the great attention of wealth that now so gravely threatens social order. It changed into no longer yet too overdue to stem the contemporary of accumulation with the aid of a reversal of the coverage of monopoly. The Anarchistic treatment turned into nonetheless relevant. (emphasis mine)

However,

nowadays [i.E., 1926] the way isn’t always so clean. The 4 monopolies [i.E., the money monopoly, the land monopoly, the tariff monopoly, and the patent monopoly], unhindered, have made possible the present day development of the trust, and the accept as true with is now a monster which I fear, even the freest banking, may want to or not it’s instituted, would be UNABLE TO DESTROY. (emphasis mine)

His argument for why he thinks that “even the freest banking” would now be “not able to break” the monopolies is basically that the state of affairs has modified. He uses Standard Oil as an instance. When it changed into smaller and managed enormously few greenbacks “it wished the cash monopoly for its sustenance and its growth.” By “money monopoly” he method “the privilege given through the authorities to certain people” and enforced by using other country-sponsored gear such as “a countrywide tax” and “State laws.” In different phrases, the earlier company electricity became very dependent upon political energy, i.E., the State shielding them via granting of monopoly privileges. However, Tucker continues, Standard Oil grew so big controlling “perhaps ten thousand tens of millions” of greenbacks. Because it was able to develop so huge, “it sees inside the money monopoly a convenience, to be sure, BUT NO LONGER A NECESSITY. IT CAN DO WITHOUT IT.” In other words, the corporation’s electricity due to the excessive ranges of “focused capital” may be maintained with out the authorities’s privileges (without the money monopoly). Tucker, writing about this new particularly focused economic electricity, says

have been all restrictions upon banking to be removed, concentrated capital ought to meet effectively the new scenario by means of putting aside yearly for sacrifice a sum that would put off every competitor from the sphere. (emphasis mine)

Tucker appears to be pronouncing that with out the cash monopoly—with out the government granting privileges—the corporate strength or monetary electricity will undergo. Competition will not have the ability to break this electricity alone. The corporate or financial electricity will be capable of thwart new entrants and ability opponents. Tucker then proposes some thing this is quite radical. First there has to be a “exceptional leveling” after which the free marketplace solution can be applied:

Until measures of forcible confiscation, via the State or in defiance of it, shall have abolished the concentrations that monopoly has created, the financial answer proposed by Anarchism…will stay a element to be taught to the rising technology, that situations can be favorable to its software AFTER THE GREAT LEVELING. (emphasis mine)

To me, what Tucker is announcing is that we can’t simply say “opposition” and assume it all to exercise session for us. First, we have to—ironically if we cross “thru the State” and “forcibly confiscate” assets—so that it will “stage” things, i.E., essentially go back us to a more Eighteen Eighties scenario wherein wealth isn’t as focused as it’s miles later in 1926. Then, under this “less concentrated” scenario, the forces of the loose market can kick in and result in a greater equitable distribution of wealth. In truth, Chomsky in How the World Works argues that that is Adam Smith’s grand scheme:

Acceptance of radical inequality of outcome is a pointy departure from the middle of the humane liberal culture as some distance returned as it goes. In truth, Adam Smith’s advocacy of markets became based on the assumption that beneath situations of ideal liberty, free markets would lead to perfect equality of outcome, which he believed turned into a good factor. (210, emphasis mine)

Related Problems According to Roderick T Long

In Tucker’s discussion above, his factor was, I assume, that even without government, i.E., in a international without governments granting monopoly privileges, those corporate or monetary powers can survive just high-quality. They can efficiently suppress competition due to the high stage of wealth awareness as a consequence maintaining their “personal tyrannies” all through themselves. In different words, no political electricity exists but the ruling elegance can live on via financial strength on my own.

This theme of a ruling class surviving thru financial electricity on my own, while not having to depend on political power, is likewise careworn by using Roderick T Long in his paper Can We Escape the Ruling Class? Long’s argument, really, rings a bell in my memory of some thing from Götz Aly’s book on how Hitler become able to hold energy and win over the masses. In both cases we see primary things at work:

The hundreds experience being offered off with the aid of their rulers, i.E., consent may be offered
Internal police electricity doesn’t honestly should be that huge, consequently lowering the policing expenses or burdens at the ruling magnificence when looking to hold electricity
Let me quickly illustrate the parallels between what Roderick T Long is pronouncing and what Götz Aly is announcing.

In Long’s Can We Escape the Ruling Class, he writes that

“the metropolis states of the ancient world—I am contemplating Greek towns like Athens, Sparta, and Corinth, as well as Rome for the duration of the early Republican period—had highly weak and decentralized governments, with not anything we might recognize as a police pressure. (A everyday police pressure changed into now not introduced in Rome till the time of Augustus, the primary Emperor). Yet those town-states have been elegance societies, with a powerful and powerful ruling class. Where did the energy of the ruling class come from, if now not from a powerful nation?…In impact, the wealthy instructions stored control through BUYING OFF THE POOR. (4-five, emphasis mine)”

In Aly’s e-book, Hitler’s Beneficiaries: Plunder, Racial War, and the Nazi Welfare State, also mentions that the strategy for the ruling magnificence includes, in component, buying off the bad—in this situation with stolen loot—and averting (at least enormously talking) a huge police operation internally.

“Hitler changed into able to hold general morale through remodeling Germany’s military offenses into an increasingly coordinated series of unfavorable raids aimed toward plundering other peoples. The Nazi leadership mounted a framework for without delay sharing the spoils of its military victories with most of the people of Germans—the income derived from crippling the economies of occupied and structured nations, the exploitation of labor accomplished through compelled laborers, the confiscated property of murdered Jews, and the deliberate hunger of millions of people, most notably within the Soviet Union. Those benefits, in turn, made the recipients amenable to Nazi propaganda and gave them a vested hobby inside the Third Reich. (4, emphasis mine)”

The Nazi regime won the support of center- and working-elegance Germans via developing more social and monetary equality at home and ensuring that its very own “racial comrades” could be nicely fed and clothed, all with the proceeds of mass homicide and unheard of continent-wide theft. (lower back cover, emphasis mine)

If Hitler’s become a dictatorship of consent, that consent changed into now not based totally on an ideological conviction held through most people of Germans. It changed into bought and paid for via the systematic bribery of social welfare bills and services. (299, emphasis mine)

To put the level of Nazi country coercion of its citizens into attitude: Communist East Germany would later appoint one hundred ninety,000 official surveillance specialists and an identical quantity of “unofficial collaborators” to observe over a populace of 17 million, whilst the Gestapo in 1937 had just over 7,000 employees, which includes bureaucrats and secretarial group of workers. Together with a much smaller force of safety police, they sufficed to preserve tabs on greater than 60 million people. Most Germans truly did now not want to be subjected to surveillance or detention. (29, emphasis mine)

For me, this potential to remove the political ruling elegance even as retaining the plutocratic or corporate ruling class by way of “shopping for off the poor” with their wealth, makes the implementation of any “loose market” anarchy at this time in history very risky. For example, test the subsequent chart, which reviews at the meals stamp utilization within the United States. To me, this indicates that circumstances prefer the ruling magnificence because such a lot of humans have this type of sturdy incentive to be offered off through the rulers. It comes all the way down to the choice of dwelling another day with some food given to you by the ruling class or risking hunger without taking their meals. BusinessInsider.Com reports that whilst nonfarm payrolls have remained fairly constant due to the fact 2009, meals stamp utilization has exploded upwards. Such a positively sloped trend in the rate of poverty is going to make people much less in all likelihood to give up their lifeline.

Graf 1

Caplan, Stringham, and the Costs of Cooperation

At this factor, in my mind, I am wondering to myself that to implement “loose market” anarchy just will no longer work, or even it is probably a horrific time to achieve this. It will be counter-effective to try and accomplish that proper now. Benjamin Tucker has me involved. Even with out political privileges, the banking monopoly can be capable of preserve onto its concentrated wealth. The strength of competition to self-modify the economy will no longer be able to kick-in due to the fact we try to launch loose-marketplace anarchy from a situation of focused wealth. Both Aly and Long have me worried as properly. The wealthy will simply “buy off” the terrible and maintain their corporate or plutocratic energy even supposing the political ruling class aspect of things were to be weakened or destroyed in the try and establish a functioning anarchy. Moreover, the value to the rich economic ruling class in regards to inner protection and domestic spying is probably saved notably low due to the fact that neither Rome in Long’s example nor Germany in Aly’s instance had a massive funding on this department.

To try to allay my fears, I checked out Bryan Caplan and Edward P Stringham’s bankruptcy entitled Networks, Law, and the Paradox of Cooperation, discovered as chapter 18 within the book Anarchy and the Law: The Political Economy of Choice. I mainly want to discuss their proposed solution, which is located on page 302. I will first just display you their proposed solution pictorially and then I will speak what it method. Then I will begin to raise a few doubts approximately all of this.

Graf 2

The first thing that they do is to interrupt the “fee of cooperation” into two sub-additives called “cost of coordination” and “fee of collusion.” When they talk about “coordination” what they suggest is “compatibility;” as an instance, an ATM card issued by way of Bank A need to, we hope, paintings at the ATM gadget owned by using Bank B. They suppose that coordination is reasonably sincere. “If different banks problem ATM playing cards of wellknown dimensions, an oddball financial institution that refuses to conform hurts handiest itself” (300). If you are thinking that this “coordination” sounds plenty like “standardization of merchandise,” then you definately could be right! They write on the subsequent web page, “Standardizing merchandise is basically a coordination recreation” (301).

Then they add, “fixing costs [are] a prisoners’ catch 22 situation” (301). It appears to me that what they may be doing is making an attempt to interrupt cooperation apart into “true” cooperation and “bad” cooperation. It is a “suitable” factor that the ATM card issued by means of Bank A works on the ATM gadget owned by Bank B because the “comfort” is presumably properly. But whilst we examine prisoners’ dilemmas, it looks like they’re the “awful” types of cooperation because they produce “collusion” and different nasty matters such as “fixing charges or [to] assault new entrants” (302). When discussing the “prisoners’ dilemmas” they write “if all of the different banks collude to price exorbitant expenses, profits of the deviant bank that undercuts them go up” (301, emphasis mine). The “cost of collusion” comes from seeking to screen and punish the defectors, i.E., the value of preserving the conspiracy going with the aid of keeping all people on-board.

To placed their arguments into my personal phrases, I would begin via saying that they are concerned approximately expenses of cooperation. They suppose that that is the important thing variable to take a look at. They then divide this “mixture” concept of “value of cooperation” into two sub-components, “price of coordination” and “fee of enforcing collusion.” Coordination costs are painted in a favorable mild because the standardized products are beneficial to customers maybe for the reason of comfort in use. On the opposite, the collusion fees are some thing appeared upon negatively. If the fees of collusion are low, then the “conspiracy” can live on and efficaciously save you defections through rogue contributors. If the fees of collusion are excessive then it will be hard for the conspiracy to maintain going because the costs of preventing defections are high, and so defections will take place and the cartel will collapse.

Now allow me cite them on how they explain their picture and its 3 regions. Notice that the horizontal or “x-axis” is measuring the cost of cooperation beginning with 0 at the left and extending to infinity at the proper. “In Region 1, the expenses of cooperation are low. It is reasonably-priced to attain and implement agreements—even collusive agreements that require severa actors to restore fees or attack new entrants” (302, emphasis mine). This to me seems to be what the State is. I will give an explanation for in a 2nd. Then, on the opposite quit of the spectrum, in “Region three, the prices of cooperation are extremely high. Elementary sorts of coordination, like language and measurement, fail to stand up” (302). But then we come to the “ideal” answer, Region 2 in the middle. In Region 2 “the charges of cooperation are intermediate: High enough to save you collusion, low enough to permit coordination” (302, emphasis mine). In other phrases, in Region 2 we get the great of both worlds. We save you the “horrific” cooperation of collusion due to the fact the costs of implementing collusion are so excessive, and we get the best blessings of coordination, convenience, and standardization due to the fact coordination expenses are low. They additionally add that they think that Region 2 “is not simplest logically viable but empirically dominant” (302).

Region 2 is meant to be the “unfastened marketplace” solution; evidently, it is supposed to be the one that goes with “free marketplace” anarchy. The organizations may be economically green with the aid of producing merchandise that human beings need in a “coordinated” fashion, however they cannot damage the human beings because the collusion fees are too high. Everything is rosy!

There are as a minimum two foremost problems with this evaluation, however that allows you to avoid making this newsletter too long, I will stick to simply . The first is that it isn’t always clear to me why they suppose that Region 2 is “empirically dominant.” The 2d is, of direction, the ANOVA element I noted at the beginning, which I have finally built my discussion up to.

In Roderick T Long’s paper, he mentions that the ruling magnificence includes two extensive factions, the political/bureaucratic elegance and the corporate/financial/plutocratic elegance. I have been using this distinction at some point of this article but now I need to make this explicit. He writes that

a ruling elegance want now not be monolithic, however. In reality, maximum ruling instructions are divided into huge factions, which we can also name the political elegance and the corporate magnificence. The political magnificence contains folks who are in direct manipulate of walking the state—politicians, civil servants, and the like; the corporate magnificence, then again, contains the rich quasi-private beneficiaries of kingdom power—the creditors of subsidies, government contracts, and offers of monopoly privilege. These two groups might be called the Bureaucrats and the Plutocrats. (2)

If Region 2 were genuinely the “empirically dominant” outcome, we might by no means see a State in existence. How may want to they exist in Region 2? In Region 2, the costs of collusion are “excessive,” but, the State is just a collusive settlement among the political and corporate ruling classes. So the costs of collusion need to be “low” because the collusive association between the political and corporate ruling training has been happening for some time now, at least because the Progressive Era when Benjamin Tucker turned into writing.

Another manner to take a look at that is to don’t forget what occurs if the expenses of collusion are “low” and evaluate that with what could occur if the expenses of collusion are “high.” If the costs of collusion are “low” then the collusive arrangement may be without problems and affordably enforced. Defection will be unlikely because the collusive association may be maintained so affordably. Conversely, if the costs of collusion are “high” then imposing the collusive arrangement can be nearly not possible. In that case, defection will occur. Do we see the political ruling class really defecting from the company ruling magnificence? Do we see Obama, part of the political ruling elegance, walking far from Goldman Sachs, part of the plutocrats or corporate ruling class? Do we see the company ruling magnificence defecting from the political magnificence? Do we see businesses saying to the politicians, “Stop your imperialist wars, and if you don’t, we are able to forestall building drones for you?”

Consequently, I doubt that Region 2 is the “dominant empirical” outcome. The existence of the State suggests to me that collusion is a viable and strong final results. The political and company factions of the ruling magnificence can and do collude. Maybe anarchists need to spend time questioning up ways to growth the charges of collusion and push the state of affairs to Region 2 or maybe Region three (due to the fact that why might anarchists ever need to peer coordinated authorities solutions?)

What if the anarchists were given their way and abolished the State the following day? The solar rises and the state is useless! Then the political ruling magnificence could not exist. What happens to the company facet of the ruling elegance? If Benjamin Tucker is right, then their concentration of wealth, being so excessive, need to permit them to hold on unhindered. Following Long and Aly, they prevent any critical challenges to their rule by means of buying off the masses of people with their wealth. Remember that Tucker was speakme approximately banks—his dialogue was about the “money monopoly.” Why can’t the bankers—a chief part of the company ruling elegance—in reality preserve directly to and manipulate the insurance industries. I suspect that maximum banks have already got a number of electricity over coverage companies. I understand that I get my coverage from the Toronto-Dominion Bank here in Canada. This is an critical factor due to the fact in case you observe the unfastened marketplace anarchist game plan, all of it hinges upon private defense through coverage agencies. Hans-Hermann Hoppe, as an instance, writes in his ebook Democracy: The God that Failed, that “the blessings of having insurance companies offer safety and safety are as follows” (281) after which he discusses what the ones unique advantages are. So, if I were part of the corporate ruling magnificence—a banker—I might simply make sure that I offered up and managed all the insurance agencies. This might make it actually difficult for the unfastened marketplace anarchist method to work. The banker/coverage corporations, consider, are now supposed to be the sole providers of safety and protection. In different words, the banker/coverage corporations may have all of the guns. This is like placing the army without delay beneath the manage of the banks rather than under the manipulate of politicians or presidents. What if one financial institution decides to defect from the present collusive arrangement in banking? I suspect that the collusive banks would just use violence to pressure the defector returned into the collusive association. Probably the nice component for them to do is to move release a struggle, take the stolen loot from their sufferers, and always bribe the masses again at domestic. Then, the corporate ruling magnificence can live in electricity even supposing the political magnificence isn’t operating, i.E., there are no politicians, no kingdom bureaucracies and so forth.

It seems to me that anarchists do themselves a large disservice by means of abolishing the State at the same time as nevertheless relying on coverage organizations for their protection and safety. From the fee analysis above, what has just took place? Prior to our anarchist assault on the country, we had corporate ruling magnificence and a political ruling elegance colluding quite nicely. But they have been nonetheless colluding—and that implies that there need to were a few collusion expenses, despite the fact that they have been low. There might usually be some rogue player who wants to whistle blow on what goes on; consequently, there may be a few cost to preserve the rogue silent, despite the fact that that fee is the cost of an murderer’s bullet. The anarchists, with the aid of eliminating the political elegance will likely simply lower the cost of collusion even greater. Before, the ruling elegance has to make sure that the company and political lessons live properly behaved via no longer defecting. By abolishing the political class, the tracking expenses of the collusive arrangement go down, because that entire wing disappears. Now, the corporate magnificence handiest has to reveal itself. How do they do this? Well it looks like they already did that—via ownership, or co-ownership of their crucial financial institution. If I “personal” something, why would I illness towards it? This is like announcing the banks can have a few cause to burn down their own central financial institution, or I even have a few purpose to throw a rock via my computer. I doubt that both will show up. In fact, this is what Gabriel Kolko laments in his e book about the American Progressive Era, known as The Triumph of Conservatism: A Reinterpretation of American History, 1900-1916. Quoting a chief New York banker of the time, A Barton Hepburn, Kolko stresses that the banks are all one because of co-ownership:

the measure acknowledges and adopts the principles of a primary financial institution. Indeed, if it works out because the sponsors of the law desire, it’ll make all included banks collectively joint owners of a principal dominating energy. (235, emphasis mine)

Analysis of Variance Framework

The 2nd problem is that their argument appears incomplete to me. Look at what they did once they created their three areas if you want to guard the unfastened marketplace anarchy answer, what they call Region 2. They went like this:

Graf three

The first aspect I idea changed into, “What approximately the missing aggregate?” Why can’t we additionally have the scenario of “high” costs of coordination and “low” fees of collusion? This began out innocently sufficient due to the fact I turned into questioning in phrases of ANOVA evaluation! We have one based variable, i.E., the chance that anarchy will work in the actual global. We have two independent variables, “price of collusion” and “fee of coordination.” Each independent variable has degrees: “high” and “low.” This creates 4 viable remedies. That is quite tons how I first began to assume, why did they not consist of the fourth remedy?

My wager is that the authors think that this is a particularly not going final results. They appear to think that “coordination” is fairly easy thus we don’t should worry approximately it too much. They write dismissively, “solving coordination issues is a ways less difficult” (301). But is it? I can consider an example of this proper off the pinnacle of my head from Canadian politics that I assume illustrates the lacking fourth case—i.E., “high” charges of coordination and “low” fees of collusion. When I was a boy developing up in Southern Ontario, I take into account that Canada went via a length of Constitutional disaster. The provinces and the federal authorities had been seeking to come up with a new constitution so as to appease Quebec, the province regularly threatening to secede. Obviously, the other provinces and the federal authorities desired to forestall this secession—they desired to prevent this defection, i.E., they wanted to hold the collusive federal-provincial arrangement going. There become a variety of “countrywide solidarity” propaganda going on lower back then too. Let’s take a look at prices.

First, the prices of coordination across this type of huge u . S . A . As Canada had been in all likelihood “excessive.” Recall, whilst we’re speaking about “coordination” we’re speaking approximately standardization. My smartphone can area a cellphone call to any province in Canada; there isn’t one smartphone fashionable for Ontario province and a completely incompatible one in British Columbia province. There is just one system for the whole usa; it is standardized. But could you consider seeking to promote the Canadian constitution as a one-size suits all file; it’d be a nightmare. The remaining element we’ve is a “coordinated” machine. In fact, they could’t acquire coordination. They can’t reap a one-length suits all answer. They commonly have one coverage for English speakme Canada and a separate gadget one for Quebec. For example, as every Canadian knows, whilst you fill out your earnings taxes (except you are an anarchist or agorist), they will talk approximately CPP and QPP—the Canada Pension Plan and the Quebec Pension Plan. You can see already that we don’t have a standardized product right here in regards to pension plans. Another instance of this is while Quebec is called a “unique country” or “awesome society” inside Canada. We don’t have “one country wide” vision; as an alternative, we appear to have this special imaginative and prescient for Quebec that the relaxation folks in Canada aren’t a part of. Another incompatible part it appears. A third instance is language. Quebec seems to be pretty “standardized” with respect to the truth that all of them communicate French. In fact, they are fanatical about it. They have their very own “language police” who’re harassing nearby companies right now over use of “prohibited phrases” on menus at eating places. Here in southern Ontario, English is extraordinarily dominant with Asian languages likely more vital because of immigration. So Canada doesn’t even standardize its language. They tried to make us bi-lingual but that undertaking failed. All of this shows to me that standardization—coordination costs—are quite excessive.

Yet Canada one way or the other sticks together. The collusion arrangement—the provinces and the federal authorities sharing all the strength—seems to be preserving together fairly well. This seems to be performed through “equalization payments,” which amount to what Long and Aly pointed out—bribing the negative! In this situation, it is bribing the humans inside the many poorer provinces. For the ruling instructions—I am deliberating the federal Prime Minister and the provinces sitting around a table negotiating—the direct fee of collusion is 0. It charges them nothing because all they’re speaking about is redistributing the loot they stole from the taxpayers thru coercion. We rob Alberta’s taxpayers with a purpose to bribe Quebec to live in Canada and preserve the collusive agreement going, so what? That simply hurts some taxpayers out west where the oil is and it advantages a few different taxpayers out east in Quebec. The ultimate factor the federal government might need is one provincial choicest to be wealthy whilst the opposite premiers are terrible. This now creates inequality most of the provincial premiers—one may want to illness! It is better to—following Benjamin Tucker—do a high-quality leveling, therefore preventing any one province from getting an excessive amount of “concentrated wealth.” So I suspect that collusion fees in Canada are low; the federal authorities within reason cozy and in charge of everything. So I assume that the fourth lacking case exists in fact, particularly, high expenses of coordination or standardization and low charges of collusion.

The last factor I want to say—the topic for a destiny paper I am certain—is why have a look at the sector in phrases of a simple 2 by 2 ANOVA evaluation? That looks as if a reasonably simplistic analysis. Obviously, possible upload more variables. That is always the easiest component to do. There are more matters we want to “manipulate” for! But, we sincerely have simplest scratched the surface with regards to studying these two impartial variables, the “cost of coordination” and the “cost of collusion.” It seems to me that digging into this in greater depth might make for a pleasing extension of this newsletter. I am contemplating doing what all records textbooks might do, namely, three by way of 3 analysis! As my sophomoric textbook, Introduction to the Practice of Statistics by means of David S Moore and George P McCabe says, “as is not unusual in such experiments, excessive, ordinary, and low values” are used (802). In other words, the maximum apparent extension is to feature in a “medium” degree to each of the two unbiased variables. Why is this crucial? Where am I going with all of this? I am questioning that then we should discover each foremost and interplay outcomes. An interplay effect truly way that the effect of 1 variable depends on the fee of the opposite variable. In different words, the effect of “price of collusion” on the likelihood of anarchy relies upon upon the “value of coordination.” So perhaps by manipulating “cost of coordination” we will neutralize collusion—we will “indirectly” take out the collusion that exists among the corporate and political ruling training with the aid of going after “coordination” prices. There have to be a few kind of way to mix these prices and get a functioning anarchy as the cease end result. The Zomia anarchy did it—they have been doing anarchy for a totally long time in Southeast Asia as documented by using James C Scott in his e book The Art of Not Being Governed: An Anarchist History of Upland Southeast Asia. They additionally appear if you want to make a non-hierarchical society work, i.E., that dangerous concept of egalitarianism might not be so risky after all. So perhaps I could be capable of determine it all out! When I do, you may get a 2d comply with-up article.

Neil M Tokar

Niagara-on-the-Lake, Ontario

March 2, 2013

Venstreanarkisme – et misforstået perfect.
By Sebastian Koehlertnov 28, 2012No Comments
Et ofte misforstået best er venstreanarkisme, i hvert fald i blandt mange anarko-kapitalister. Det faktum, at de fleste af filosofferne i denne subculture, har bekendt sig til socialismen og været stærke modstandere af kapitalismen, har fået mange anarko-kapitalister til at vende sig fuldstændig imod bevægelsen – mange på et alt for løst grundlag. Denne artikel vil prøve at deliver et objektivt indblik i venstreanarkismen.

En lille indledning:

Den moderne anarkistiske way of life startede som udgangspunkt med Proudhon’s skrifter – han var samtidig den første, der valgte at benytte betegnelsen “anarkist”. Han er meget kendt for citatet “Property is theft”. Hvad ikke mange ved er, at Proudhon også senere skrev, at “Property is freedom” – han mente ikke, at disse to citater modsagde hinanden. I disse to citater indgår nemlig forskellen i mellem besiddelser og ejendom – en vigtig del af venstreanarkismen. Han mente, at udnyttelse igennem ejendom var tyveri, dog mente han også, at arbejderen havde retten til at bære den fulde frugt af sit down arbejde; de besiddelser det medfører.

Han var ikke tilhænger af et statsejet produktionsapparat, men derimod et produktionsapparat ejet af arbejderne selv i forskellige co-ups. Samtidig skal den socialistiske egen overbevisning ses i historisk kontekst. På denne tid var definitionen ikke den samme, som de fleste er bekendt med i dag; definitionen ændrede sig i takt med Marx’s perverteret syn på verden – denne gang henviste det til teorier, der prøvede at løse arbejder problemet; omhandlende udnyttelse og undertrykkelse. Proudhon skrev i “System of economic contradictions facet 263” om en statssocialist – Louis Blanc – på daværende tidspunkt

M. Blanc is in no way uninterested in attractive to authority, and socialism loudly publicizes itself anarchistic; M. Blanc places strength above society, and socialism has a tendency to subordinate it to society; M. Blanc makes social lifestyles descend from above, and socialism maintains that it springs up and grows from beneath; M. Blanc runs after politics, and socialism is looking for science. No more hypocrisy, permit me say M. Blanc; you choice neither Catholicism nor monarchy nor the Aristocracy, however you must have a god, a religion, a dictatorship, a censorship, a hierarchy, differences, and ranks. For my element. I deny God, your authority, your sovereignty, your judicial kingdom, and all your consultant mystifications”

Et citat som det ovenstående viser i alt sin tydelighed den store modstand der herskede imod statssocialismen fra Proudhon’s side af. Proudhon anså ikke en gang statssocialismen, som rigtig socialisme, da han mente, at statssocialismen ikke opfyldte de krav socialismen stillede og heller ikke løste de problemer socialismen så. Hvilket samtidig også fortæller os, hvor stor modstanden havde været fra Proudhon’s aspect imod den socialisme vi ser fra forskellige erklæret socialistiske partier i dag. Derfor må det anses som en voldsom stor fejl, hvis socialister af den Marxistiske skole, eller andre statssocialistiske skoler anvender Proudhon til at forsvare deres politik, da han var mere imod denne bevægelse stop noget andet.

Dette viser canine også med alt tydelighed, at der dengang herskede en kamp i mellem to forskellige socialistiske retninger med modsatrettede mål; den ene ønskede fuldkommen frihed, frie markeder og en ende til alle monopoler og statsgivet privilegier; den anden ønskede et stort monopol og anså markedet som den største fjende. Den ene var den anarkistiske subculture der hovedsaligt tog udgangspunkt i Proudhon’s skrifter på daværende tidspunkt og den anden var statssocialismen. Herunder kan igen ses et forsvar af de frie markedskræfter og et angreb imod en centralstyret økonomi. “System of economic contradictions 232-3”:

How a good deal does a product bought by using the kingdom administration cost? How an awful lot is it worth? You can answer the primary of those questions: you need only call at the primary shop you see. But you may tell me nothing approximately the second, due to the fact you have no wellknown of comparison and are forbidden to affirm by using experiment… enterprise, made right into a monopoly, necessarily charges society extra than it brings in”

Dette citat påviser med stor tydelighed, at Proudhon ikke mente, at staten var i stand til at allokere resurser effektivt. Disse citater og de generelle holdninger de anarkistiske socialister på daværende tidspunkt besad, underbygger min påstand om, at det socialistiske ståsted skal ses i historisk kontekst og at det ville være idiotisk at bedømme traditionen udfra den definition vi besidder af socialismen den dag i dag.

First global:

Denne bevægelse er helt primary i forståelsen af socialismens udvikling og de forskellige grene i perioden. Bevægelsen var en anarkistisk, socialistisk og kommunistisk bevægelse. First International kongresserne blev afholdt fra 1864-1876. Kongressernes og dets medlemmers mål, var en løsning af arbejderproblemet; udnyttelse og undertrykkelse fra den herskende klasse: forskellen lå i hvordan disse skulle løses.

I starten var gruppen mest præget af tilhængere af Proudhon’s værker; dette syn dominerede uden tvivl diskussionerne på kongressen i de første år af dets levetid. Dette skinnede klart igennem på Geneve kongressen i 1866 og Lausanne kongressen i 1867; dominansen i 1867 skyldtes canine hovedsaligt fraværet af Karl Marx, der arbejdede på de sidste kapitler af hans lavatory “Kapitalen”.

Senere chook blev de Marxistiske idéer dog mere og mere dominerende, hvilket ledte til flere og flere konfrontationer i mellem anarkisterne med – på dette tidspunkt – Bakunin i front og Marxisterne.

Klimakset nås ved Haag kongressen i 1872. Her rejser Bakunin sig op og kalder Karl Marx’s idéer for autoritære og fremsiger samtidig, at ville et marxistisk parti nogensinde komme til magten, ville konsekvensen være uhyrlig; endda muligvis værre, give up den herskende klasse man havde kæmpet imod; dette ledte til eksklusionen af Bakunin og andre anarkister fra First international.

” If you took the maximum ardent progressive, vested him in absolute electricity, within a yr he would be worse than the Tsar himself. – Bakunin i bogen – Anarchism: From Theory to Practice facet 25-26 – Daniel Guerin.

Dette udgør et utrolig vigtig vendepunkt i den socialistiske tradition. Herefter var der erklæret evig krig i mellem de to. Anarkister var, canine en del af den bevægelse der hjalp bolchevikkerne til magten i Rusland. Dette samarbejde endte dog hurtigt, herefter kæmpede anarkisterne for at ende bolchevik regeringen; dette medførte, at anarkisterne også endte med at blive jaget; landforvist; eller i værste fald slået ihjel.

Den anarkistiske tradition

Hvad skete der efter Proudhon? Ja, bevægelsen blev hovedsaligt delt i 2 hovedbevægelser. Den ene var den kommunistisk-anarkistiske bevægelse og den anden var de individualistiske/mutualistiske anarkister. Af hovednavne i den kommunistiske culture kan nævnes Mikhail Bakunin, Petr Kropotkin og Johann Most. Den individualistiske/mutualistiske lifestyle indeholdte people som Henry David Thoreau, Voltairine de Cleyre, Lysander Spooner og Benjamin Tucker, Josiah Warren, Max Stirner m.Fl. Benjamin Tucker stod blandt andet bag det anarkistiske magasin “Liberty”, hvor de fleste individualistiske anarkistiske værker på denne tid blev samlet.

A man won’t scouse borrow, mostly, until that which he steals is some thing he can’t as effortlessly get with out stealing; in liberty the cost of stealing might contain extra difficulties than generating, and therefore he could not be apt to thieve. But assume a person steals. Today you visit a representative of that electricity which has robbed you of the earth, of the proper of unfastened contract of the approach of alternate, taxes you for everything you devour or wear (the meanest form of robbery), — you go to him for redress from a thief! – Voltaririne de Cleyre – The Economic Tendency of Freethought (1890).

Hvilke mål besad disse? Det er meget nemt, at misforstå disses selvudråbte socialisme som tidligere proklameret. Før Karl Marx perverteret begrebet, var det som allerede skrevet et meget bredt koncept. Tucker selv mente, at det henviste til forskellige teorier, der skulle løse arbejder problemet, hvilket også var den originale definition.

Dette var i stil med Proudhon også en bevægelse, der advokerede fuldkomne frie markeder, på trods af det socialistiske ståsted, da man mente, at staten umuliggjorde, at arbejderen kunne bære den fulde frugt af take a seat arbejde.

Grundlæggende hævdede guy, at det var statsmonopoler på land, penge, samt statsgivet privilegier, licenslove, reguleringer, ip love mm. Der umuliggjorde, at arbejderen kunne bære den fulde frugt af det udførte arbejde. Den manglende konkurrence på kapitalen medførte et nedadgående pres på lønninger, da muligheden for at blive selvstændig var ufattelig lille; omkostninger for keep og forskellige reguleringer gjorde det umuligt; alt dette for at støtte den kapital ejende klasse; alle privilegier hertil givet af staten. Dette skabte naturligvis en kæmpe gruppe af lønarbejdere; en kæmpe gruppe af lønarbejdere til et produktionsapparat centraliseret i hænderne på de få.

Dette gadget ville naturligvis være berigende for nogle. Det ville naturligvis være i kapital ejernes interesse, at det forblev således. Profitten blev hold kunstigt oppe, grundet den manglende konkurrence. Alt dette grundet interventionen fra statens facet. Uden stat ville det ikke være muligt. Det de så var et nærmest monopoliseret kapitalapparat, der berigede de få på bekostning af de mange; en cyklus der ultimativt ville centralisere hele velstanden i hænderne på de få. Tucker udtalte også:

” The maximum perfect Socialism is feasible best on the circumstance of the most ideal individualism” – Citat I “Demanding the impossible s. 390 Peter Marshall.

Man anså udnyttelsen som en umulighed på et fuldkomment frit marked. Det frie marked ville naturligt skabe et tryk mod ligevægt. I dette tilfælde ville det medføre et pres imod produktionsomkostningerne i producentens tilfælde, grundet det voldsomt stigende konkurrence og et pres imod den naturlige løn – det producerede produkt – til den pågældende arbejder, grundet det svindende antal lønarbejdere. Den fornyet konkurrence på kapitalapparatet ville medføre et marked, hvor selvstændige handlede med hinanden; et marked, hvor lønarbejde næsten var afskaffet og et marked, hvor retfærdigheden var opnået – arbejderen ville modtage den fulde frugt af det udførte arbejde. Undertrykkelsen og udnyttelsen ville være stoppet.

Det faktum, at guy i det venstreanarkistiske spektrum skelner i mellem besiddelser og ejendom betyder også, at ikke benyttede land, huse mm. Bør frit kunne overtages af folks der kunne benytte disse, hvilket også bunder i, at guy anser alt værdi der ikke er optjent igennem arbejdskraft, som udnyttelse. Denne modstand skyldtes dog også, at den man mente, at gav guy absolut ejerskab over knappe resurser, ville friheden hos ikke ejere af land bliver elimineret.

Angående lønarbejde er der dog opstået den diskurs, at disse filosoffer ønskede at bruge magt imod lønarbejde og ønskede at afskaffe det af lovens vej igennem magt; denne diskurs er måske sand for visse dele af det anarkistisk kommunistiske spektrum, men ikke i den individualistiske/mutualistiske anarkistiske subculture. Man havde blot en tro på, at det ikke ville opstå under fuldkommen frie markedsvilkår, da incitamentet til dette ville være forsvundet; ingen mand ville være tvunget ud i et lønarbejde for opretholde sin eksistens. Tucker skrev bl.A. I et svar til Kropotkin og Most:

“But the minute you do away with privilege, the class that now enjoy it will be compelled to sell their labor, and then, when there could be nothing but labor with which to buy labor, the distinction among salary-payers and wage-receivers could be worn out, and every man will be a laborer replacing with fellow-employees. Not to abolish wages, but to make every guy established upon wages and to comfy to every man his complete wages is the purpose of Anarchistic Socialism. What Anarchistic Socialism objectives to abolish is usury.”- Market not capitalism s. 270 – “must labour be paid or no longer?”

Som det tydeligt kan ses i ovenstående citat, er hvad man ønsker at gøre op med udnyttelsen. Ikke selve lønarbejdet. Man ønsker at fjerne privilegier og andet fra den herskende klasse. Man ønsker ikke at fjerne noget med magt.

Der hersker dog i denne way of life også en modstand imod income. Modstanden i den individualistiske/mutualistiske tradition imod income kommer fra “labour idea of price”. Grundlæggende tilskriver “labour principle of value”, at den fulde værdi af et produkt er relateret til den mængde arbejdskraft der er nødvendig for at producere produktet, eller at fremskaffe dette. Den anarkistisk/mutualistiske lifestyle byggede deres udnyttelses argument på denne. For var det arbejdskraften der skabte værdien og havde people retten til hele frugten af sit arbejde, måtte de naturligt eje det producerede produkt. Dette var dog ikke tilfældet, da arbejderen ikke var i stand til at købe sit eget produceret produkt tilbage for den løn de modtog; det er her tyveriet og udnyttelsen kommer ind i billedet.

Det er grundet dette, at denne del af det anarkistiske spektrum skelner i mellem besiddelser og ejendom. Ejendom, som i ejerskab over produktionsmidler, ville naturligt medføre udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft og umuliggøre, at disse kunne bære den fulde frugt af deres arbejde; den overskudsværdi der tilfaldt kapital ejeren ville ikke være rettelig anskaffet, da den ikke bundede i ”arbejde”.

“as an awakening agent, as an agitating pressure, the beneficent have an effect on of a strike is immeasurable. . . With our gift financial system nearly each strike is just. For what is justice in manufacturing and distribution? That labour, which creates all, shall have all.”

– Benjamin Tucker – Liberty #19

Et andet trouble er også, at underneath de nuværende og daværende markedsomstændigheder, hvor de keep kapital ejere er beskyttet af den statslige regulering, licenslove, monopoler, IP, various handelsblokeringer mm. Er selvstændighedens vej besværliggjort, hvilket gør, at man er nødsaget til at sælge sin arbejdskraft for mindre end den er værd for at fastholde egen eksistens, hvilket muliggøre udnyttelse jvf. “Labour idea of price”.

“Labour principle of price” er et synonym til den subjektive teori om værdi, hvor priser bestemmes på markedspladsen.

Konklusion:

Det skrevne stykke gør det klart, at definitioner er vigtige. Mange misforstår den venstreanarkistiske imaginative and prescient og sætter sig muligvis aldrig ind i det skrevne, grundet det faktum, at disse anså sig selv som socialister. Grundlæggende vil mange anarko-kapitalister erklære sig uenig i dele af det skrevne, grundet det tætte bånd til “Labour principle of fee”, dog bidrager den venstreanarkistiske culture med utrolig mange gode guldkorn. Den venstreanarkistiske culture burde anses som “fellow visitors” og ikke modstandere på trods af de enkelte uenigheder. Områder, hvor de to bevægelser overlapper er større, give up hvor de skilles. Der er flere enigheds punkter i mellem venstreanarkismen og anarko-kapitalismen, give up i mellem anarko-kapitalismen og den min-arkistiske tradition. Naturligt bør anarko-kapitalister distancere sig fra den mainstream liberale bevægelse. Intet er der at gøre i politik og ligheden er heller ikke stor nok, da den mainstream liberale bevægelse ikke anerkender de fleste af de problemstillinger, anarkismen rejser.

Meget af uenighederne står i brugen af forskellige begreber. Den venstreanarkistiske definition af kapitalisme går i retning af dette “namely, as a country-supported monopoly of social capital (tools, equipment, etc.) which permits owners to keep away from paying employees the whole cost of their labour”, hvilket distancerer sig voldsomt fra den definition, som anarko-kapitalister benytter, hvilket kan betyde at anarko-kapitalismen er navngivet forkert. Uden tvivl er det bedre for sagen, at snakke om frie markeder i stedet for kapitalisme.

” “it’s miles a glorious phrase, a lot abused, violently distorted, stupidly misunderstood, however expressing higher than every other the cause of political and economic progress, the intention of the Revolution in this century, the recognition of the notable truth that Liberty and Equality, through the law of Solidarity, will reason the welfare of each to make a contribution to the welfare of all. So excellent a phrase can not be spared, need to now not be sacrificed, shall not be stolen.” – ”Markets no longer capitalism” s. 145.

Sjovt er det dog, at de anarkistiske socialister ikke anså den statssocialistiske bevægelse, som rigtige socialister; det kan også tydeligt aflæses i det ovenstående citat af Benjamin Tucker; ham mente, at de havde ødelagt begrebet. De løste ikke arbejderproblemet. Det samfund de ville ende med at bygge, ville være mere totalitær, give up det nuværende. Faktisk udtalte Benjamin Tucker i en privat samtale i 1930, at den kapitalisme guy så i det mindste var til at tolerere, hvilket ikke kunne siges om socialismen og kommunismen.

“The matter of my famous ‘Postscript’ now sinks into insignificance; the insurmountable obstacle to the conclusion of Anarchy is not the strength of the trusts, but the indeniable reality that our civilization is in its loss of life throes. We might also last more than one centuries but; however, a decade may also precipitate our finish. … The dark a long time sure enough. The Monster, Mechanism, is devouring mankind. Citat I “Men towards the country” –James J martin

– Benjamin Tucker

– Sebastian

Anmeldelse: The Tragedy of the Euro
By Peter Simon Christensenokt 15, 2012No Comments
Philipp Bagus er en ung, tysk, økonom, der er tilknyttet Rey Juan Carlos University i Madrid, hvor han har taget sin ph.D i østrigsk økonomi. Udover The Tragedy of the Euro, har han skrevet én anden lavatory; Deep Freeze om Islands økonomiske kollaps.

The Tragedy of the Euro er udgivet i 2010, og den er måske endda endnu mere interessant at læse i dag, end den var for to år siden. Dette postulat vil jeg vende tilbage til.

Bagus’ hovedpointe er, at euroen grundet sin konstruktion og de divergerende interesser i EU aldrig nogensinde havde en hazard for succes. For at forstå, hvordan Bagus adskiller sig fra andre, der har skrevet om euro-krisen, skal guy forstå den østrigske skoles metodiske tilgang til problemet. I stedet for at starte med at spørge sig selv, hvordan problemet (dvs. Gældskrisen og de finansielle problemer) løses, skal vi forstå, hvorfor problemet opstod i første omgang. Bagus – og andre østrigere – argumenterer for, at ved at svare på dette spørgsmål, så finder vi som regel også løsningen til den egentlige problemstilling – nemlig, hvordan vi kommer af med problemet.

I gennem det meste af bogen, beskuer Bagus situationen fra Tysklands side – og med Tysklands befolkning som de keep ofre for det europæiske monster, guys det er permit at perspektivere mange af problemstillingerne til danske forhold, hvis man som læser ønsker et mere nationalt perspektiv.
Bagus argumenterer for, at der siden det europæiske samarbejde startede har været to forskellige visioner for EU: Den socialistiske (anført af Mitterands Frankrig og en række andre – primært sydeuropæiske – lande) samt den klassisk liberale (UK, Tyskland, Holland osv.).

Ønsket om en fælles valuta kom fra de socialistiske lande, og var primært anført af Frankrig, der skævede grimt til den tyske Bundesbank, hvis antiinflationære pengepolitik fik de højinflationære sydeuropæiske centralbanker til at fremstå i et dårligt lys. Den tyske befolkning var tilfredse med Bundesbanken (hvilket synes logisk, da erindringerne om hyperinflation stadig var klar i hukommelsen for en del af tyskerne), guys for at kunne få lov at lave sammenlægningen mellem Øst- og Vesttyskland stillede franskmændene som krav, at der skulle arbejdes på indførslen af en fælles valuta. I 1990 accepterede Helmut Kohl – mod sin befolknings ønske – Mitterands krav om plan i tre trin, der skulle sikre europæerne en fælles valuta mod til gengæld at have en fransk ”velsignelse” til den tyske sammenlægning.

ECB’s konstruktion blev sådan, at de non-public banker endte med at købe de stærkt overvurderede sydeuropæiske obligationer, som ECB efterfølgende accepterede som sikkerhedsstillelse for nye lån til bankerne. Lånene blev primært udstedt i nytrykte penge, der herefter kom i omløb og skabte inflation. Bagus argumenterer for, at det skaber et “tradegy of the commons”-trouble (heraf navnet til bogen). Argumentet er som følger: Dét land i eurozonen, der gældsætter sig mest, får den største andel af de nyudstedte penge. Dette skaber øget forbrug i hjemlandet, hvilket forringer landets konkurrenceevne, hvorefter de nye penge cirkulerer til lande med lavere inflation og skaber prisstigninger. Landene, der får de nytrykte penge sidst (Tyskland, Holland and many others.), får ikke gavn af billigere varer i udlandet, men må nøjes med hjemmemarkedet. Bagus skriver: “The Euro become effective to Latin countries in that its inflation might be conducted without any direct proof of an appreciating Deutchmark.”
Af samme grund har Tyskland eksempelvis et kæmpe overskud på deres handelsbalance i disse år.

De lande, der gældsætter sig mest og hurtigst i eurozonen er således relativt bedre stillet quit de øvrige euro-lande. Og denne effekt forstærkedes yderligere af, at de sydeuropæiske landes rente konvergerede mod den lave tyske rente frem til 2008, selvom der ikke blev foretaget yderligere opsparinger i landene.
Bagus argumenterer for, at dette machine vil køre så længe ECB blindt accepterer statsobligationer fra de gældsplagede lande som sikkerhedsstillelse, hvilket markedet begyndte at betvivle i 2009 for grækernes vedkommende. Denne situation sætter hele euro-zonen under pres, og det er den state of affairs, som vi oplever i dag.

Løsningen på gældsproblemerne er derfor – ifølge Bagus – ikke at redde Euroen som flere politikere higer efter. For Euroens konstruktion fordrer ganske simpelt medlemslandene til at køre med shop underskud. Hvis man vil løse den europæiske gældskrise, så er det altså ikke euroen, der er løsningen – den er selve problemet.
Selvom bogen er fra 2010, så er den stadig – måske endda mere – aktuel i dag, fordi Bagus kommer med sine bud om udviklingen i Grækenland og i den politiske state of affairs i EU generelt. Hans konklusioner kommer overraskende tæt på den udvikling, vi har set de sidste to år.

Bogen er relativt permit læst, selvom den sandsynligvis kræver en smule indsigt i økonomi og i den østrigske skole.
The Tragedy of the Euro er 133 sider lang, og den kan hentes gratis her.

Er du mere til video, kan du se Bagus holde et oplæg om sin lavatory her.

Anmeldelsen er forfattet af Jeppe Toft. Jeppe Toft læser økonomi på Århus Universitet, mens han tillige er næstformand for Liberal Alliances Ungdom.

Svar til Tom Jensen
By Sebastian Koehlertokt 12, 2012No Comments
Artiklen er skrevet som svar til Tom Jensens weblog fra den nine/10-2012 “tvang skal der til”.

Værnepligt og ordet “pligt”

For at kunne forstå den tilgang Tom Jensen angriber hos os – den kompromisløse libertarianerianske – bliver vi nødt til at udfylde de huller, Tom Jensen efterlader. Hvorfor mener libertarianere – heriblandt anarkister – at værnepligten og tvang er et onde? Hvorfor mener vi, at alt skat burde afskaffes og at denne tvang er illegitim? Samtidig består Tom Jensens tekst af massere substansløse skriblerier; der mest af alt fortæller os, at Tom Jensen ikke besidder det nødvendige kendskab til de begreber han snakker om.

Vi starter fra en ende af med spørgsmålet om værnepligten. Et emne der i denne tid er begyndt at fylde godt i samfundsdebatten. Dette er canine ikke sket grundet en moralsk åbenbaring, men nærmere grundet de mange frivillige i forsvaret. Tom Jensen et godt eksempel; han ønsker nemlig ikke at afskaffe værnepligten, guys – på ligefod med folketingets medlemmer – at suspendere denne. Men en suspendering af en uretfærdig lov, ændrer ikke på det problematiske i den; man udskyder blot uretfærdigheden til den dag, hvor der igen måtte mangle frivillige. En dårlig løsning, guys ikke desto mindre hvad guy kan forvente af vores uduelige politikere.

Men, hvorfor mener vi, at værnepligten er et onde? Hvad er det moralske, og ikke statsøkonomiske/politiske argument for at værnepligten skal væk? Liberale mennesker af den klassiske lifestyle definerer frihed negativt; frihed fra tvang; af dette aksiom følger der naturligt en masse deduktioner, hvilket også leder os frem til de helt store problemstillinger ved værnepligten. Først og fremmest er værnepligten tvunget. Dette betyder, at hvis et individ af principielle årsager er imod en tur i forsvaret, bliver han tvunget – dette sker implicit med trusler om indespærring. Hvad er problemet ved disse trusler? Hvorfor er tvang i disse situationer illegitimt? Grundlæggende er disse overgreb imod det poor frihedsbegreb; vi tvinger folk og hæmmer dem i jagten på egne mål. Individet bliver ved fødslen skænket et ejerskab over egen krop, hvilket naturligt medfører, at man er fri til at gøre hvad guy lyster, så længe disse initiativer ikke skader andre. Intet menneske er født som hersker og intet mennesker er født som slaver i et device. Der opstår ikke legitimitet blot fordi flertallet har afgivet en stemme dertil. Det nuværende magtapparat opretholdes endda af selvsamme flertals kontrol, men hvordan kan apparatet uddelegere rettigheder, som det ikke selv er besiddelse af?

Jeg har ikke retten til at tvinge min nabo til at gå i træning for at beskytte mig. På samme måde kan min genbo og jeg ikke tvinge min nabo til at gå i træning, blot ved at stemme om det. Der opstår ingen magiske rettigheder ved stemmeafgivelse.

Samtidig er vi mærkelige liberale individualister. Som individer er vi opponenter til idéen om pligt. Individer bekender sig ved selvstændighed, selvrådighed, og voldsom opposition til kontrol og autoritet. Pligt er en illusion, der misbruges til at hverve people i statens tjeneste.

Skat

Tom Jensen fortsætter hans retorik imod frihed ved at sige, at skat selvfølgelig ikke kan modargumenteres, naked fordi, at det er baseret på tvang. Han misser fuldstændig pointen: at skat blot er et månedligt røveri. Hvis du ikke betaler, udøver staten vold mod dig og din ejendom. Det er netop dette, der gør skat umoralsk og illegitimt; tvangshandlingen – en overtrædelse af non-aggression princippet. Tvangshandlingen gør ultimativt den månedlige kapitaloverførsel til et storstilet røveri fra statens side – et røveri enhver bankrøver må misunde; et kup af dimensioner.

”Skat – den skat, samfundet opkræver hos den enkelte borger til den fælles samfundskasse ud fra et best om, at pengene så bliver brugt til noget godt. Til fælles bedste.” – Tom Jensen

Problemet ved den tankegang Tom Jensen besidder, udstilles meget symptomatisk i det ovenstående citat. På lige fod med alle andre centralplanlæggere derude, mener han at staten kan bestemme objektivt, hvad der er til det fælles bedste og hvordan pengene bliver brugt godt. De tager fejl: disse spørgsmål kan kun individet besvare. Udelukkende individer ved, hvad de måtte ønske og derfor vil dette altid være en subjektiv vurdering. Staten skaber monopoler og har derfor ingen idé om, hvad efterspørgslen efter et givent produkt er, eller hvor den kommer fra. En passende analogi til statens service kunne være en læge, der laver blodstransfusioner med bind for øjnene, lægen ved hverken hvilket blod han bruger, eller om han rammer blodåren eller ej.

Problematiske slutninger og konklusioner

Kæden hopper dog fuldstændig af, da Tom Jensen sammenligner liberator.Dk med various socialistiske fraktioner. Nok er vi idealistiske, men at feje os væk som ”håbløse utopister” uden nogen som helst argumentation, er trist, og legitimerer intet andet cease repute-quo. For at socialisme skal fungere kræves det, at mennesket ændres til et ’overlegent biologisk menneske’ skriver Trotsky i bogen ”Literature and Revolution”. Anarkismen kræver ikke denne biologiske ændring, anarkismen er blot en videreførelse af menneskelig natur og de rettigheder der medfølger.

Tom Jensen gør sig skyldig i en af de mest almindelige fejlslutninger om anarkisme når han hævder at vi er ”… mennesker der slet ikke mener, der bør være noget samfund.” På trods af det quality cv, har Tom Jensen ikke lært at skelne mellem samfund og stat. Interaktion i samfundet er frivilligt; people vælger selv i hvor høj grad de ønsker at deltage og hvor meget praktisk arbejde de ønsker at hjælpe med. Dette er fuldstændig modsat staten. En stat er bygget på truslen om vold – intet er frivilligt (for hvis der var frivillighed i befolkningen, var tvang overflødig). Staten er samtidig defineret som et monopol på magtudøvelse på et afgrænset område; samfundet besidder ikke særprivilegier af nogen grad; og ville aldrig være i stand til at opnå disse. Man kan derfor story om at stat næsten er en negation af samfund.

Tom Jensen kalder også regler for civilisation. Det forekommer os besynderligt at kalde staten, den mest asociale samfundsstruktur for vores civilisation. Staten er intet andet end eksproprieret ejendom og den lever på stjålne penge. Når guy taler om politiet og forsvaret hører man også folks påstå, at staten er vores save beskytter. Hvordan en aktør samtidig kan røve og beskytte et individ er besynderligt, det minder i hvert fald i høj grad om bandernes beskyttelsespenge.

Tom Jensen fortsætter ved at sammenligne det at stå op om morgenen med tvangen fra en stat. En sær metafor: da vi er tvunget til at betale skat; guys ikke til at stå op om morgenen. Vi står op om morgenen fordi vi er nødt til det, fordi at hvis vi ikke gør, forringes ens livskvalitet og livsglæde. At stå op om morgenen er langt fra at acceptere statens røveri, eller at udføre hoveri for staten. Anarkister benægter ikke, at ting må gøres for at opretholde vores liv, anarkister benægter volden som metode.

Anarkisme er heller ikke kaos, som journalister ofte forsøger at sige. I forhold til militæret forstiller Tom Jensen sig militser. I anarkismen ville der være personal sikkerhedsfirmaer. Disse firmaer ville opleve markedskræfterne og skulle konkurrere med andre tilsvarende firmaer; ligesom inden for alle andre brancher. Vi følger blot den økonomiske lov til dørs. Ingen anarkister er imod forpligtende aftaler såfremt disse indgås frivilligt, hvor begge parter samtykker. Fordi vi er imod noget gjort ved tvang, betyder det ikke, at vi er imod det samme, hvis gjort af frivillighedens vej.

Vi ved ikke hvordan vi er kommet til en diskurs om, at det frie menneske skal tvinges af staten, tilsidesætte egne værdier for at forfølge kollektivitets. Vi ved ikke hvorfor at folks (som er født frie) advokerer tvang, og hævder at nogle mennesker har pligt til at bestemme over andre. Vi ved ikke hvorfor at det altid er os ’kompromisløse libertarianere’ der skal forsvare retten til det frie valg, og hvorfor magthaverne aldrig skal forsvare deres konstante, umoralske, og illegitime tvang!

Til slut undrer os anarkister os over Tom Jensens eksempel på hvad han mener at der ville ske, hvis vi afskaffede færdselsloven. Det er da fuldstændig ulogisk at antage, at alle danskere ville rette sig ind efter denne færdselspsykopats adfærd, blot fordi at færdselsloven ikke længere blev opretholdt af politiet.

– Adam Stoltenberg og Sebastian Køhlert.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *